"Anatomi" (Arbejdstitel)

romanuddrag:  "anatomi", af anne bay shindel

indledning

     Karl er en ung mand der lever i 1700tallets London. Han drømmer om at blive læge, men givet ringe muligheder finder Karl sig nødsaget til at ty til tvivlsomme metoder. Han har etableret forbindelse med en undergrundsordning, der, for et vist og særligt gebyr, påtager sig ansvaret for en lægeuddannelse.

midten

     Han pirkede til den udkogte stump steg foran sig med et uambitiøst udtryk.

     “Du er så utaknemmelig, jeg sværger, hvis det ikke var for din mors barmhjertighed...”

     Han slubrede endnu en tår fra flasken, “Du sku’ fandeme bare æde det og være glad. Lusede lort...” snøvlede han videre fra sin plads ved bordenden.

     På trods af Peters charmerende tone, måtte Karl ærligt bekende, at hans nyerhvervet bekendtskab med visse lægekunster kom med en pris. Han havde tidligere betragtet vegetarer som værende noget af en særhed, men nu så kød lidt anderledes ud i hans øjne. Og det var ikke altid helt godt.

     Kundskabens pris forholdt sig heller ikke kun indenfor det kulinariske felt.
Forleden nat havde han ført sin hånd op ad et ellers-forførende lår, og det eneste, det lår vækkede i ham, var en erindring om knoglestrukturer og vævforbindelser.
Desuden havde han ingen appetit. Det havde han ikke haft i snart en måned. Ikke siden han var kommet på sin plan. Der var gode tider i byen, men graveren havde ikke været forbi siden nytår, og Karl var nødt til at betale Ordningen på anden vis, hvis ikke -

     Karls tankestrøm blev afbrudt af endnu en tirade fra Peters side. Jo senere på aftenen det blev, des mindre sammenhængende og mere højlydte blev Peters reprimander.

     Det havde jo selvfølgelig heller ikke altid været meningen, at Peter skulle dø den aften, men det passede bare så godt ind i tingenes overordnede plan. Selvfølgelig havde Karl det ad helvede til med planen, han vidste sin mor holdte af ham, og trods sin egne følelser, ønskede Karl egentlig ikke at såre hende. I snart en måned, siden den forfærdelig nat, hvor planen havde brygget sig i hans sind, var han hver morgen vågnet med en følelse af, at vrede knivbladssommerfugle havde festet natten væk i hans bug. Men det havde ikke engang været nødvendigt for Karl at tænke hårdt for at komme på planen. Det var som om planen var skabt helstøbt. De enkelte elementer skulle bare sive op til overfladen af Karls bevidsthed, hvor de kom til syne og klumpede sammen som kartoffelklumper i tynd walisisk grødsuppe.

     Peter havde en modbydelig personlighed, han sad nede på hjørnet og drak sig fuld, faldt i søvn med flasken i hånden tidligt hver aften, vågnede op ligeledes tidlig og vred og startede forfra hver morgen. Peter havde arvet en del penge og manglede ikke - nu hvor han ingen familie havde, og officielt var gift med Karls mor, stod hun til at arve alt efter Peter.

     Og så var han jo også bare generelt et dumt svin.

     Så når Karl nu stod og manglede et lig, som ingen vil savne, og de vante kilder var tørlagte, måtte han jo ty til plan b.
Hans mor var på visit i Cornwall, og vil ikke være tilbage før om et par dage. Det var nu, det skulle ske. Men det havde altså været nemmere med den lille pige i kirkegården - hun havde i det mindste været død i forvejen.

     Den varme luft var efterhånden feset af Peters tirade, han mumlede stadig trusler om at sende Karl på opdragelsestur eller arbejdslejr, men nu henvendte Peter sig mest til sin flaske end Karl. Da Peter kort efter faldt om på sin briks ved pejsen og snorkede så flammerne blafrede, slog Karl til.

     Tidligere den aften havde Karl fundet et standhaftigt reb, snoet det på en praktisk måde, efter at have bundet sin bedste udgave af en bøddelknude og testet det på ildrageren.

     Ildrageren, ja selvfølgelig, også den, hvis nu fjoget ikke vil lægge sig, tænkte Karl, mens han flovede sig lidt over sin mangel på indsigt.

     Men det havde slet ikke været så svært!

     Karl havde valgt at benytte sig af ildragerens mere umiddelbare metode, og derefter dobbeltsikret sig med rebet. Peter var kun kommet til bevidsthed i sidste øjeblik, men da var det allerede længe for sent. Han stirrede op på Karl med et dumt, overrasket udtryk, indtil de sidste spasmer havde forladt kroppen, og hovedet faldt ned til brystet, som om han var døset hen med en bog.

     Hvis idioten ellers nogensinde havde lært at læse, tænkte Karl med et spottende fnys, og følte sig pludselig en lille smule lettede. Karl var alligevel lidt glad for, at ansigtet ikke stirrede på ham med det stupide, målløse blik. Han kendte efterhånden det udtryk godt, havde set det hele livet, dog uden virkelig at kende det.

     Det var det udtryk man mødte i øjnene på kvæget udenfor byporten på en varm sommerdag. Det var også det udtryk man mødte i øjnene på studieredskaberne, hver gang Ordningen indkaldte ham.

     Nu, lidt uforventet, følte Karl en snert af ubehag ved at kende til de forhold hvorunder et sådant udtryk kunne opstå.

     Karl så tilfreds på det stille, afkølende lig, og funderede over hvor forholdsvis nemt, forfærdelig nemt, det havde været at forløse den forudgående måneds forventningsforbundet pinsler. Hans kvalmende nervøsitet var blevet forløst i et sløvt ‘schmack’, som kølende stearin løb et par dråber blod ud af et par huller, og det var det.

     Karl samlede Peters flaske op, tog et ordentligt drag og derefter hev efter vejret med et manisk smil. Frem ad brystlommen, tog Karl et sammenfoldede, gulnende lap papir og nussede det lidt mellem sine lange, tynde fingre. Dengang han var dreng, sagde hans mor tit, at med sådanne fingre kunne Karl kun blive landets dygtigste klaverspiller, og fortalte ham om de fantastiske og farverige eventyr, der ville krydse hans vej, når han drog ud og spillede for kejsere i fjerne riger.

     Pludselig virkede prisen alligevel ikke så høj.

     Karl foldede lappen ud, forsigtig med det bløde papir, og læste adressen for 14. gang den aften.

----------------------

     Karl vandrede med Peters kluntede korpus ud til fortrapperne i en ensidig og uelegant dans. Her vippede han byrden ned i trillebøren, lånt uden aftale fra viceværtens skur under tusmørkets slør, og pakkede den pænt ind med et lærredsstykke.

     Han var heldig - der var ikke langt hen til den adresse, angivet af lappen, og, at han ikke skulle forbi nogen af aftenens mere befærdede beværtninger.

     Han trillede børen op ad kobbelstensgaden. Træhjulet klaprede bebrejdende og højlydt, som om den kendte alle Karls hemmeligheder, og var fastsat på at erklære dem til alle i miles omkreds.

     Heldigvis krøb en tåge op gennem byen fra flodens banker. Tågen lagde en ekstra dimension til nattens lyde, nattens symfoni af lommemønter, druksange og sagte kvindestemmer var nær og samtidig fjern. Alt var i det hele taget dæmpet, ligesom under sne, eller vand, og den bedrageriske effekt dæmpede også lyden af Karls dunkende hjerte.

     Da Karl rundede et hjørne og nærmede sig adressen, kunne han ane flere stemmer og skæret af fakler gennem tågen. Han trak sig hurtigt tilbage igen, sank en klump i halsen. En hund begyndte at gø, og Karls nerver holdte ikke længere. Han skyndte sig at vende trillebøren om og begav sig med hastige skridt i modsat retning.

     For hastige skridt.

     Trillebørens træhjul skrantede på en vakkelvorn brosten, og inden Karl kunne reagere, lå Peter halvvejs ude på vejen. Panikslagen, prøvede Karl at rette op på byrden, men så væltede hele læsset.

     Skridt nærmede sig nu. Karl var ikke i tvivl. Adrenalin fór gennem Karls vener, og med dens hjælp og et heftigt grynt fik Karl atter styr på sit læs. Han havde netop fået pakket Peters blodsprungne hånd  væk, da en mand trådte rundt om hjørnet.

     Karl var nær besvimet af rædsel inden han opdagede den anden mands opmærksomhed var rettet bagud. Med sig trak han en kvinde, der tilsyneladende havde akutte balanceproblemer. De stoppede op, fniste, hviskede, forenede sig i skyggerne op ad væggen uden at ænse Karl. Han stod fastfrossen, som de stivnede kaninunger man kunne træffe på marken.

     Øjeblikket splintredes med et knirk fra foroven, et hæst råb, “GARDYLOOOO!” der opløstes i flerstemmig latter, samtidig med en højlydt plasken kunne høres på brostenene få meter væk. En natpotte tømtes. Parret råbte op i samstemmig forargelse. Karl genvandt pludselig sine lemmers evner og fik hastigt flyttet sig selv og sin byrde til en snæver, mørk og ildelugtende sidegyde.

     Alene i mørket, frygtede Karl, at hans hjerte ville springe hans trommehinder, adrenalinen var skyllet bort nu - hvis Karl stadig følte sig høj, var det kun fordi han havde en overvældende fornemmelse af vertigo over de gabende dybder, han anede foran sig.

     Hvad kunne han gøre nu?

     Efter at have opvejet hans personlige velvære mod prisen på den præmie i trillebøren, konkluderede Karl, han nødvendigvis måtte finde ud af, om det var muligt at afslutte nattens mission uden at afsløre sig selv. Han skubbede trillebøren længere ind i gyden, sparkede noget af gydens affald henover. Nu mere mobil, luskede Karl ud af gyden og banede sig atter vej mod sit mål.

DE DØDE DYR, KJELD & OS

DE DØDE DYR,

KJELD

& OS

_{Af Anne Bay Shindel, Marts 2012}

Hvis du har været på Kolding Bibliotek, så har du nok set ham. Man kan ikke helt undgå det.
  Hvis, altså, man ikke i forvejen kender ham fra hans ivrige foreningsvirke, er det nemt at affærdige ham som en byens mindre heldige indbyggere, der, blandt bogreolerne, søger ly og varme. Uanset hvilke briller du har på, gør han sig bemærket: løvemanken med strittende børster af flammer og nikotin, den stærke stemme, og sin karismatiske personlighed er ikke til at overse.

  På en gråmeleret februarsdag, stikker hans farverige persona frem fra grisaille-baggrunden som en anden slags østblok-grafitti.
  Hans navn er Kjeld Johansen.

Første gang jeg hørte det navn, sad jeg ved Baren med det obligatoriske slæng, hvor én sad og kæftede op om uretfærdighed. Problemets emne: Denne her besynderlige mand på hans arbejde, der, ifølge rygtet og på ukendt vis, havde hjulpet en kvinde ud af en uheldig situation, og nu kørte hun ham rundt i det ganske land - senest til Møn (og så på alle døgnets vilkårlige tidspunkter!).     Uretfærdigheden lå jo så i, at min ven her i Baren nu også vil have en privat chauffør.
Da jeg grinte og spurgte ham ad hvorfor han følte sig fortjent til privat chauffør, strakte han sin stive nakke og påpegede sit 8 procent invaliditet. Det var vel bare fordi ham den anden var vigtigere med foreningsarbejdet for døde hunde i Bruxelles og alt mulig - den nakkekrave han gik rundt med var sgu bare til for varmens skyld; han var så sej og hærdet at to krykker var ganske overflødig, han nøjes med en!  Min ven trak slutteligt på skuldrene og sagde at han i det hele taget ikke anede hvad manden egentlig lavede på biblioteket, han havde formentlig bare gjort det til en slags arbejdsplads for sit offentlige virke.
Jeg finder nummeret til Kjeld Johansen via Mindelundens hjemmeside. Ringer, forventer en kontordame i røret. Opkaldet bliver besvaret, men der er stilhed i røret. "H-hallo?" stammer jeg efter nogle sekunders stilhed. "Ja hej," svarer en stemme. Jeg kan ikke undgå at fornemme jeg har afbrudt nogen i noget.  Jeg spørger hvem jeg taler med, og der lyder ingen svar. Nogenlunde forbløffet, spørger jeg, om jeg taler med Kjeld. Det gør du ikke, lyder svaret kontant. Har jeg ringet til det rigtige nummer? Det har jeg, igen kort. Javel, hvornår skal jeg så ringe, spørger jeg. Hvem er du, svarer stemmen, nu pludselig tilstede. Jeg forklarede mig, og i en ligeledes kortfattede udveksling fik jeg at vide at jeg skulle ringe senere - meget senere, eventuelt en ti-tiden den aften. Jeg takkede for oplysningerne, og kunne ikke undgå at smile mens jeg lagde telefonen fra mig. Jeg kunne ikke ryste fornemmelsen af, at jeg var blevet afprøvet på en eller anden ejendommelig facon.
Mødet med Kjeld Johansen foregår på Kolding Bibliotek. Bygningen er et pragtværk af beton og stål, desorienterende dimensioner af stålsatte glasfacader hvirvler stedsansen rundt, den hvirvles rundt i rummet og skylles til sidst ud ved vindeltrappen i hjørnet på den store hal i konstruktionens hjerte. Det var også her jeg befandt mig, aftalen var vi skulle mødes på biblioteket, men -

"Er der noget  jeg kan hjælpe dig med?"
Stemmen kastes imod mig fra alle flader. Jeg snurrer forvildet rundt om mig selv, og får øje på en ejendommelig mand, målrettet, på vej imod, og nu forbi, mig. Han er ikke stor, ikke lille, hverken gammel eller ung, men hans løvelignende hårpragt og strittende vildskæg vidner om den livskraftige personlighed der gemmer sig bag.
"Er du Kjeld?", skynder jeg at spørge mens han går forbi mig.
"Jaja, og du er vel Anne," svarer han, fortsætter rundt om hjørnet, "jeg har reserveret et lokale," siger han og åbner døren ind i et lille mødelokale, "for med alle dem der kommer her og leder efter mig, vil du ellers nok ikke få meget ud af det her."
Først da han stiller sin krykke op ad bordet anerkendes dens eksistens.
Han gestikulerer mod en rullekuffert i hjørnet med en mager nikotinfarvede finger, siger det er hans skoletaske - “Jah, det er alt det papirarbejde jeg, sådan, ka’ få brug for i løbet af en dag.” Han forklarer papirbyrden associeret med sit arbejde, og hvordan 90% af hans hjem er dedikeret til selvsamme.
Kjelds hjem afspejler sin ejer. Som førtidspensionist dedikerer han også 90% af sit liv til foreningsarbejdet, bl.a.  'de døde hunde i Bruxelles'. Kjeld er formand for dyrekirkegårdforeningen på både lokalplan, landsplan og i EU, og rejser i den anledning en del rundt både i Danmark og EU. De lokalt engagerede i Kolding vil vide at der har været tovtrækkeri mellem den lokale dyrekirkegård og kommunen, resulterende i den midlertidige løsning, der er Dyrenes Mindelund. Udover sit arbejde med dyrekirkegårdene, estimerer Kjeld sig til at være aktiv medlem af omtrent 40 andre foreninger.
Kjelds indsats har ikke været for ingenting, en paraplyorganisation for alle landets dyrekirkegårde er kommet på plads, for på denne måde at ensrette retningslinjerne på tværs af landet.
Hans øjne slår gnister og hans rolige facade brydes af store armbevægelse, når han kommer op i omdrejninger. Kjeld påpeger mange gange hvordan centralisering samler ressourcerne og derfor er stor gavn for brugerne, der derfor også får flere muligheder for at mindes deres dyr. Ikke mindst mener Kjeld også at samfundet har brug for et sted at vise respekt over for dets tjenestedyr. Ivrigt trækker Kjeld rullekufferten hen til sig, lyner dem op og begynder febrilsk at gennemrode sine mapper. Langt om længe finder han den rigtige, og med stor begejstring indvier han mig i sin hemmelige plan. Med sin rolige gule finger peger han på oversigtstegninger fra den omdiskuterede kommende dyrekirkegård på Tvedvej, han viser mig hvordan særlige cirkulære gravpladser hvor grave reserveret til tjenestehundene omkranser en skulptur, evt. en tjenestemand og sin hund.
Danmark er mindst 10 år bagud i henhold til EU lovgivningen, udbryder han pludselig frustreret.
Man dvæler ikke længe over et emne i samtaler med Kjeld. Han har udførlige og ladsiggørelige planer, og de billigste af slagsen, understreget han, for de understøttes af frivillig arbejdskraft. Man kan fristes til mistænke nogle af alle hans visioner at være blot visioner, men eftersom flere og flere mapper åbnes, arkitekttegninger fremvises, kommunale områdeplaner beskrives overbevises man. Den er god nok - og ikkun er den god nok, dens sande omfang er overvældende på den uindviede. Her er virkelige planer der blot skal iværksættes på et politisk plan.

Man kan jo ikke stå der i bar røv for åben gade. 
Og det er her de nøgne piger på den planlagte kirkegårdsplads ved Tvedvej kommer ind i billedet.

En happening, som Kjeld har udset sig som mulighed for at bringe opmærksomhed på et specifikt problem der er opstået mellem danske retningslinjer og dem udstukket i Bruxelles. EU kræver bl.a. arbejdstøj til de, der arbejder på dyrekirkegårdene. Og det er Danmark helt med på, i hvert fald indtil der skal konstrueres omklædningsrum og indføres vandledninger.
Begejstringen er ikke til at tage fejl af.

“Man kan jo ikke stå der i bar røv for åben gade. Men det er åbenbart det der er meningen! Hvis nu sådan et par pæne tøser en dag stod deroppe på Tvedvej og blev nødt til at tage tøjet af - det bliver de jo nødt til hvis der skal arbejdes - så skulle de nok se at få gjort noget ved det problem i en fart!”
Men problemet er grundlæggende et gammelt og velkendt et: nemlig penge. For at kunne overholde EU direktiverne, skal der både konstrueres bygninger og opstilles hegn, til det kræves både medarbejdere og budget. Kjeld sukker over Danmarks position på en global plan; Politikerne i Danmark har ikke en finger i vejret, kommunernes regulativer er hæmsko, og mens bl.a. USA og Australien har stor succes med tiltag som kørekort til dyr og centraliseringen samt privatiseringen af dyrekirkegårdene, er der stort set ingen interesse for den slags i Danmark.
Jeg spørger Kjeld om han har oplevet noget til mediernes rapporteret stigende interesse i dyrebegravelser. Reaktionen er uventet. På trods af de store armbevægelser, har Kjeld forholdt sig fantastisk velartikuleret, berettede frit og velformuleret omkring de politiske forviklinger mellem Danmark og EU, uden at snuble remsede han paragraffer, årstal og navne op fra det dyrebegravelsespolitiske cirkus. Man er ikke i tvivl om mandens skarpsind, og hans svar hidtil har båret præg af gennemøvede taler.

”GAH!” og et vildt frustreret ansigtsudtryk er nu hans eneste, simple svar. Udbruddet hænger i luften i et par stillestående sekunder, og ligeså hurtigt som øjeblikket opstod, var det væk igen.
“Jeg har nok haft 1000 opkald siden nytår. Og dem alle - nej, ikke dem alle, men 90 - nej, 95% af opkaldene var hvalpe og killinger.”
Og pludselig forstår jeg ham meget bedre.
“Det er hovedårsagen til, at jeg mener vi skal indføre et kørekort til dyr. Så kan man tage kvalifikationer til diverse dyr, eventuelt modtage merit for dem man er vokset op med. Det er jo forfærdeligt med alle de her mennesker der køber en hvalp eller killing fordi den er sød, men så skal de på ferie og hvad stiller man så op med den?”
Kjeld ryster på løvemanken i respektfuld stilhed for den sørgmodig sandhed. Det er det eneste tidspunkt gennem hele vores interaktion at en sørgmodig stemning sænker sig over os. Han er sunket sammen. Jeg kan ikke helt undgå at spekulere hvor syg manden foran mig egentlig er. Trods alt førtidspensionist, og med alle de sidefortællinger der løbende sniger sig frem, om at være udenlandsk pressefotograf og blive skudt, om dengang han som knægt trænede politihunde, om dengang han reddede en kvinde - ja, den krop har vist også ydet sit gennem årene!
Når jeg spørger Kjeld, hvad der inspirerer ham til at beskæftige sig så meget med denne sag, trækker han blot på skuldrene og svarer nøgternt, "Ingen inspiration. Det var en her og nu ting, ham den tidligere smed alt og så overtog jeg.”
En kort pause.
“Jeg vidste nok ikke helt hvad jeg gik ind til. Men hva' fa'en, jeg lever sgu endnu!", brøler han slutteligt mens vi træder udenfor, og februarvinden bærer hans ord mod nye udfordringer.

Og det er nok en god ting, altså at han lever endnu, for hans indsats for det kollektive bedste er uundværlig. Trods sin position som førtidspensionist, træder Kjeld Johansen til i samfundets flossede kanter, hvor der ingen givne retningslinjer er, og yder en indsats udover det forventede. Trods sin medmenneskelige karakter, har han ikke tid til politisk korrekthed, og er ikke bange for at være lidt fandenivoldsk i sine metoder.  Kjeld Johansen er af en særlig støbning, en sjælden slags drømmer, der trodser modsætning, og har ordet, handling og en uunderkuelig slags logisk fornuft i sin magt.
Efter at have interviewet manden, ved jeg stadig ikke helt præcist hvad der egentlig er, han laver på det bibliotek. Man får fornemmelsen af et gensidigt afhængighedsforhold mellem bibliotek og mand. Ved at indrette offentlig virke med biblioteket som base, udvider Kjeld bibliotekets ressourcer samtidig med at han selv bliver en del af bibliotekets faste, omend mere farverige inventar.
Jeg smiler, tænker “7 - 9 - 13”, og efterlader ham til sin smøg med et hjerteligt håndtryk.