Bertha & Billerne
-Anne Bay Shindel
I en grå og fugtig kælderlejlighed nede i byen boede der engang en besynderlig eksistens. Hendes navn var Bertha, og hun levede et liv stærkt præget af rutiner. I alle hendes 47 år havde hun levet i den samme by, og sjældent var der sket voldsomme forandringer. Bertha brød sig ikke om voldsomme forandringer eller bare mindre brud på hendes vante gang. Hver morgen stod hun tidligt op, iførte sig sin kaffeplettede morgenkåbe, vejede sig på vægten med et anspændt udtryk, hvorpå hun hældte sig en skål havregryn. Så tog hun tøj på, drog af sted på arbejde, kom hjem igen, lavede sig en ligeså spartansk aftenmåltid og gik i seng.
Således gentog Berthas liv sig dag ind og dag ud indtil en dag, hvor Bertha kom hjem fra arbejde, og foran sin dør stod der en papkasse. Lettere mistænksom, åbnede Bertha kassen, og til sin overraskelse fandt hun en lille hvid kattekilling samt en sort pose markeret ’MAD’. Selvom hun ikke brød sig om at sin rutine blev brudt, så var Bertha heller ikke en kvinde af koldt hjerte. Hun samlede papkassen op og tog den med sig ned i sin dunkle lejlighed, hvor det eneste lys kom fra en bar, gul pære der hang over køkkenbordet.
Bertha stillede papkassen på bordet og lagde posen markeret ’MAD’ ind i sit køkkenskab efter at have hældt noget der lignede almen kattefoder i en skål. Kattekillingen løftede hun op og kiggede i øjnene. Den havde store gule øjne, og hverken spandt eller vred sig under Berthas spekulerende blik. Bertha blev enig med sig selv om at hun måtte have kattekillingen til eftersyn hos en dyrlæge, i tilfælde af den ikke havde fået vacciner. Men det måtte vente lidt, for hun skulle på arbejde i morgen. Mens hun aede katten bag øret, fandt Berthas fingre noget småt og hårdt. Hun pillede det ud af kattens pels. Det var en bille, en lille, brun bille med små sorte prikker på bagdelen. Bertha kvaste billen mod bordet med afsky og håbede der ikke fulgte flere af slagsen, lopper måske, med katten.
Kattekilling sprang da ud af Berthas arme og hen på køkkenbordet, hvorpå den straks gav sig til at spise det kvaste kadaver af insekten med største fryd.
Den næste morgen stod Bertha op, iførte sig hastigt sin kaffeplettede morgenkåbe og tænkte efteråret havde gjort sit indtog, derefter vejede hun sig på vægten og noterede en lille forandring til det negative med et kynisk smil på læben. Mens hun hældte sin havregryn op, kom Bertha til at nyse mens hun var ved at hælde mælk op, så hun kom til at spilde det udover bordet. Hun bemærkede at kattekillingen tilsyneladende ingen interesse havde for den spildte mælk, udover at den kunne bruges til at lave poteaftryk tværs over gulvet.
Da Bertha kom hjem fra arbejde den dag, var efterårsmørket allerede begyndte at trænge sig på. Hendes første handling var at forsøge at tænde lyset da hun kom hjem, men pæren ville ikke lyse. Berthe hentede en ny pære fra sit køkkenskab og bemærkede irriterede at det i forvejen var åbent. Bertha skruede den gamle pære ud af fatningen. Til hendes overraskelse, faldt der tre biller ud af fatningen og ned i hånden på Bertha. Bertha studerede dem, det var den samme slags bille hun havde fundet på katten, brun med sorte pletter. De var dog stadig levende og kravlede hurtigt væk. Og var de ikke lidt større? Kattekillingen gjorde kort proces af dem.
Bertha skruede den nye pære i, men den ville stadig ikke lyse. Hun forsøgte at tænde og slukke, og skrue pæren ind og ud, men lige meget hjalp det. Bertha sukkede dybt. Det var den eneste lampe i den lille dunkle lejlighed, og det lidt lys der kunne trænge ind ad det eneste vindue var blevet opslugt af efterårsmørket.
Bertha fandt stearinlys frem, og i deres flakkende skær lokaliserede hun sækken markeret ’MAD’. Hun genopfyldte kattens madskål, og fandt samtidig noget te og sukker frem fra skabets afkroge, for Bertha synes nu efterårskulden havde sat sig i hendes knogler.
Mens Bertha hutlede sig under et tæppe med sin te og en bog, følte hun noget kilde hendes fod. Hun tænkte det var kattekillingen, og kløede med den anden fod. Kort efter kildede det igen, længere oppe ad hendes ben. Det var ikke nogen kattekilling. Det var et møl der ilede op ad Berthas lår, og Bertha børstede den væk med væmmelse. Så kiggede Berthe op fra bogen, der havde optaget hende i noget tid, og opdagede den mindre sværm af møl, myg og andet flyvekryb der omgav hende og de stearinlys der oplyste hendes virksomhed. Kattekillingen sad og stirrede på fænomenet med lysende gule øjne, dybt fascineret mens stearin lysenes flammer dansede en uhellig orange og sort dans over det hvide ansigt.
Bertha kaldte killingen til sig. Den reagerede prompte, og Bertha knugede dens varme til sig. Bertha følte sig svimmel, og mens hun sad i mørket og møllene flakkede deres dødsdans om ilden, var hun sikker på der skete noget unaturligt. Det var som om det lille rum begyndte at snurre rundt om hende, og det eneste faste holdepunkt var katten. For at holde sig fast i virkeligheden, flettede Bertha sine fingre dybt ind i killingens tykke hvide pels – det blev hun nødt til! Bertha var rædselsslagen.
Hvad hendes fingre kunne føle under pelsen fleksede og bevægede sig, det bevægede sig ikke som nogen andre katte Bertha nogensinde havde rørt ved. Det føltes allermest som hvad hun forestillede sig en sækfuld orme ville føles som, fast, men uafhængigt levende og dybt, dybt frastødende. Men det var det eneste holdepunkt Bertha havde, og hun fortsatte med at køre fingrene gennem killingens pels, mens hendes logiske sans forsøgte at overbevise hende om at hun havde haft en febervildelse.
Kuldegys rystede gennem Berthas krop. Hun gav kulden i den fugtige lejlighed skylden, og hostede dybt og langt, men et sted dybt indeni var tanken om en milliard kryb der sværmede ukontrolleret i hendes nærvær meget rystende for Bertha.
Senere den nat blev Bertha vækket af sin egen mave. Den vendte og drejede sig, på et tidspunkt talte den et sprog som kattekillingen kunne forstå. Bertha hev sin ømme krop ud af sengen og hen til toilettet, hvor hun vendte vrangen ud på sig selv. Mens Bertha hang stønnene over toilettet og betragtede sit eget opkast, blev hun forfærdede ved synet af flere af selvsamme små biller der flød rundt blandt havregrynsrester. Hele tiden sad kattekillingen og betragtede Berthas nød med store sorte øjne.
Den næste morgen kunne Bertha næsten ikke komme ud af sin seng. Kattekillingen og sine store gule øjne sad afventende ved fodenden på hendes seng mens Bertha famlede ud efter telefonen og sygemeldte sig fra arbejde den dag.
Trods smertende muskler og gnavende hovedpine, samt voldsomme hoste, slæbte Bertha sig ud for at iføre sig sin morgenkåbe, og trådte halt op på vægten. Et vægttab der tidligere ville have frembragt et sejrssmil kunne i dag blot præstere en bleg fremvisning af tænderne i spejlet.
Der var stadig mørkt i lejligheden. Det var den ugudelig tid på året hvor solen hverken bragte lys om morgen eller om eftermiddag til det arbejdende menneske. I mørket famlede Bertha sig frem til havregrynet i køkkenskabet, og fik det hældt op i en skål med mælk på. Det var en af fordelene ved at være ryddelig vanedyr – man kunne altid finde sine ting, også selvom man famlede gennem vintermørket i febertåger!
Da Bertha vendte sig om for at gå hen til spisebordet, snublede hun over kattekillingen, der krævede sin ret. Halvdelen af havregrynet spildte på gulvet, og katten begyndte at lappe det i sig. Bertha trak på skuldrene, det var da kun passende katten endelig kunne hjælpe lidt, gøre sig lidt fortjent til husly.
Bertha satte sig ned, indtog resterne af sin havregryn i tusmørket og kravlede tilbage i seng. Senere den dag, da hun ville vende tilbage til toilettet, var der tilstrækkelig med lys ind af det lille vindue til at kunne beskue det spildte havregryn. Bertha fattede hurtigt en klud – selv kropsfunktioner måtte vige når Bertha havde noget der skal gøres rent. Og da opdagede hun et væld af små brune biller iblandt resterne på gulvet. Billerne spiste vellystigt af grynet, og katten måtte have fået nok af dem, for den lå og snorkede blidt på en bunke aviser. Efter endnu en skål havregryn gik Bertha i seng, og sov indtil næste dag.
Atter sygemeldte Bertha sig, og endnu hårdere forekom det hende at komme ud i morgenkåben og op på vægten. Det på trods af vægten påviste en mindre vægt end nogensinde før.
Ude over køkkenbordet lyste den gule pære pludselig igen, og Bertha åbnede køkkenskabet. Havde hun ikke været omtåget af feber, så havde hun opdaget alle de dyr der væltede ud over hendes bare tæer. Men nu ænsede hun det ikke. Bertha tog sit havregryn ud, fandt en skål og mælk, og begyndte at hælde grynet op i en skål på køkkenbordet.
Ud af æsken kom ikke kun havregryn. Der kom også biller. Og møl. Og blege æg. Og noget, der lignede tæt spindelvæv.
Men alt dette havde Bertha jo ikke kunnet se tidligere, men havde spist med vellyst.
Bertha så på dette, trak på skuldrene og hældte mælk på, og mens hun tog den første skefuld fantaserede hun om snart at kunne passe hendes gamle yndlingskjole igen. Katten slikkede sig om munden.
