"Anatomi" (Arbejdstitel)

romanuddrag:  "anatomi", af anne bay shindel

indledning

     Karl er en ung mand der lever i 1700tallets London. Han drømmer om at blive læge, men givet ringe muligheder finder Karl sig nødsaget til at ty til tvivlsomme metoder. Han har etableret forbindelse med en undergrundsordning, der, for et vist og særligt gebyr, påtager sig ansvaret for en lægeuddannelse.

midten

     Han pirkede til den udkogte stump steg foran sig med et uambitiøst udtryk.

     “Du er så utaknemmelig, jeg sværger, hvis det ikke var for din mors barmhjertighed...”

     Han slubrede endnu en tår fra flasken, “Du sku’ fandeme bare æde det og være glad. Lusede lort...” snøvlede han videre fra sin plads ved bordenden.

     På trods af Peters charmerende tone, måtte Karl ærligt bekende, at hans nyerhvervet bekendtskab med visse lægekunster kom med en pris. Han havde tidligere betragtet vegetarer som værende noget af en særhed, men nu så kød lidt anderledes ud i hans øjne. Og det var ikke altid helt godt.

     Kundskabens pris forholdt sig heller ikke kun indenfor det kulinariske felt.
Forleden nat havde han ført sin hånd op ad et ellers-forførende lår, og det eneste, det lår vækkede i ham, var en erindring om knoglestrukturer og vævforbindelser.
Desuden havde han ingen appetit. Det havde han ikke haft i snart en måned. Ikke siden han var kommet på sin plan. Der var gode tider i byen, men graveren havde ikke været forbi siden nytår, og Karl var nødt til at betale Ordningen på anden vis, hvis ikke -

     Karls tankestrøm blev afbrudt af endnu en tirade fra Peters side. Jo senere på aftenen det blev, des mindre sammenhængende og mere højlydte blev Peters reprimander.

     Det havde jo selvfølgelig heller ikke altid været meningen, at Peter skulle dø den aften, men det passede bare så godt ind i tingenes overordnede plan. Selvfølgelig havde Karl det ad helvede til med planen, han vidste sin mor holdte af ham, og trods sin egne følelser, ønskede Karl egentlig ikke at såre hende. I snart en måned, siden den forfærdelig nat, hvor planen havde brygget sig i hans sind, var han hver morgen vågnet med en følelse af, at vrede knivbladssommerfugle havde festet natten væk i hans bug. Men det havde ikke engang været nødvendigt for Karl at tænke hårdt for at komme på planen. Det var som om planen var skabt helstøbt. De enkelte elementer skulle bare sive op til overfladen af Karls bevidsthed, hvor de kom til syne og klumpede sammen som kartoffelklumper i tynd walisisk grødsuppe.

     Peter havde en modbydelig personlighed, han sad nede på hjørnet og drak sig fuld, faldt i søvn med flasken i hånden tidligt hver aften, vågnede op ligeledes tidlig og vred og startede forfra hver morgen. Peter havde arvet en del penge og manglede ikke - nu hvor han ingen familie havde, og officielt var gift med Karls mor, stod hun til at arve alt efter Peter.

     Og så var han jo også bare generelt et dumt svin.

     Så når Karl nu stod og manglede et lig, som ingen vil savne, og de vante kilder var tørlagte, måtte han jo ty til plan b.
Hans mor var på visit i Cornwall, og vil ikke være tilbage før om et par dage. Det var nu, det skulle ske. Men det havde altså været nemmere med den lille pige i kirkegården - hun havde i det mindste været død i forvejen.

     Den varme luft var efterhånden feset af Peters tirade, han mumlede stadig trusler om at sende Karl på opdragelsestur eller arbejdslejr, men nu henvendte Peter sig mest til sin flaske end Karl. Da Peter kort efter faldt om på sin briks ved pejsen og snorkede så flammerne blafrede, slog Karl til.

     Tidligere den aften havde Karl fundet et standhaftigt reb, snoet det på en praktisk måde, efter at have bundet sin bedste udgave af en bøddelknude og testet det på ildrageren.

     Ildrageren, ja selvfølgelig, også den, hvis nu fjoget ikke vil lægge sig, tænkte Karl, mens han flovede sig lidt over sin mangel på indsigt.

     Men det havde slet ikke været så svært!

     Karl havde valgt at benytte sig af ildragerens mere umiddelbare metode, og derefter dobbeltsikret sig med rebet. Peter var kun kommet til bevidsthed i sidste øjeblik, men da var det allerede længe for sent. Han stirrede op på Karl med et dumt, overrasket udtryk, indtil de sidste spasmer havde forladt kroppen, og hovedet faldt ned til brystet, som om han var døset hen med en bog.

     Hvis idioten ellers nogensinde havde lært at læse, tænkte Karl med et spottende fnys, og følte sig pludselig en lille smule lettede. Karl var alligevel lidt glad for, at ansigtet ikke stirrede på ham med det stupide, målløse blik. Han kendte efterhånden det udtryk godt, havde set det hele livet, dog uden virkelig at kende det.

     Det var det udtryk man mødte i øjnene på kvæget udenfor byporten på en varm sommerdag. Det var også det udtryk man mødte i øjnene på studieredskaberne, hver gang Ordningen indkaldte ham.

     Nu, lidt uforventet, følte Karl en snert af ubehag ved at kende til de forhold hvorunder et sådant udtryk kunne opstå.

     Karl så tilfreds på det stille, afkølende lig, og funderede over hvor forholdsvis nemt, forfærdelig nemt, det havde været at forløse den forudgående måneds forventningsforbundet pinsler. Hans kvalmende nervøsitet var blevet forløst i et sløvt ‘schmack’, som kølende stearin løb et par dråber blod ud af et par huller, og det var det.

     Karl samlede Peters flaske op, tog et ordentligt drag og derefter hev efter vejret med et manisk smil. Frem ad brystlommen, tog Karl et sammenfoldede, gulnende lap papir og nussede det lidt mellem sine lange, tynde fingre. Dengang han var dreng, sagde hans mor tit, at med sådanne fingre kunne Karl kun blive landets dygtigste klaverspiller, og fortalte ham om de fantastiske og farverige eventyr, der ville krydse hans vej, når han drog ud og spillede for kejsere i fjerne riger.

     Pludselig virkede prisen alligevel ikke så høj.

     Karl foldede lappen ud, forsigtig med det bløde papir, og læste adressen for 14. gang den aften.

----------------------

     Karl vandrede med Peters kluntede korpus ud til fortrapperne i en ensidig og uelegant dans. Her vippede han byrden ned i trillebøren, lånt uden aftale fra viceværtens skur under tusmørkets slør, og pakkede den pænt ind med et lærredsstykke.

     Han var heldig - der var ikke langt hen til den adresse, angivet af lappen, og, at han ikke skulle forbi nogen af aftenens mere befærdede beværtninger.

     Han trillede børen op ad kobbelstensgaden. Træhjulet klaprede bebrejdende og højlydt, som om den kendte alle Karls hemmeligheder, og var fastsat på at erklære dem til alle i miles omkreds.

     Heldigvis krøb en tåge op gennem byen fra flodens banker. Tågen lagde en ekstra dimension til nattens lyde, nattens symfoni af lommemønter, druksange og sagte kvindestemmer var nær og samtidig fjern. Alt var i det hele taget dæmpet, ligesom under sne, eller vand, og den bedrageriske effekt dæmpede også lyden af Karls dunkende hjerte.

     Da Karl rundede et hjørne og nærmede sig adressen, kunne han ane flere stemmer og skæret af fakler gennem tågen. Han trak sig hurtigt tilbage igen, sank en klump i halsen. En hund begyndte at gø, og Karls nerver holdte ikke længere. Han skyndte sig at vende trillebøren om og begav sig med hastige skridt i modsat retning.

     For hastige skridt.

     Trillebørens træhjul skrantede på en vakkelvorn brosten, og inden Karl kunne reagere, lå Peter halvvejs ude på vejen. Panikslagen, prøvede Karl at rette op på byrden, men så væltede hele læsset.

     Skridt nærmede sig nu. Karl var ikke i tvivl. Adrenalin fór gennem Karls vener, og med dens hjælp og et heftigt grynt fik Karl atter styr på sit læs. Han havde netop fået pakket Peters blodsprungne hånd  væk, da en mand trådte rundt om hjørnet.

     Karl var nær besvimet af rædsel inden han opdagede den anden mands opmærksomhed var rettet bagud. Med sig trak han en kvinde, der tilsyneladende havde akutte balanceproblemer. De stoppede op, fniste, hviskede, forenede sig i skyggerne op ad væggen uden at ænse Karl. Han stod fastfrossen, som de stivnede kaninunger man kunne træffe på marken.

     Øjeblikket splintredes med et knirk fra foroven, et hæst råb, “GARDYLOOOO!” der opløstes i flerstemmig latter, samtidig med en højlydt plasken kunne høres på brostenene få meter væk. En natpotte tømtes. Parret råbte op i samstemmig forargelse. Karl genvandt pludselig sine lemmers evner og fik hastigt flyttet sig selv og sin byrde til en snæver, mørk og ildelugtende sidegyde.

     Alene i mørket, frygtede Karl, at hans hjerte ville springe hans trommehinder, adrenalinen var skyllet bort nu - hvis Karl stadig følte sig høj, var det kun fordi han havde en overvældende fornemmelse af vertigo over de gabende dybder, han anede foran sig.

     Hvad kunne han gøre nu?

     Efter at have opvejet hans personlige velvære mod prisen på den præmie i trillebøren, konkluderede Karl, han nødvendigvis måtte finde ud af, om det var muligt at afslutte nattens mission uden at afsløre sig selv. Han skubbede trillebøren længere ind i gyden, sparkede noget af gydens affald henover. Nu mere mobil, luskede Karl ud af gyden og banede sig atter vej mod sit mål.