Det var en mørk og stormfuld aften... eller måske ikke...
Jeg er på vej hjem fra Key West - som at rive et plaster af,
kan det kun gå for langsomt.
Klokken er over midnat, jeg har kørt i over 12 timer, og jeg
er begyndt at se skyggedyr - når man har kørt længe nok om natten, begynder
øjnene at drille, og pludselig ser man en masse aflange mørke ting, der farer
ind under bilen. Efter de først par stykker bliver man lidt ligeglad.
Hyppigheden tiltager - og det var sådan jeg ikke opdagede det rådne stinkdyr,
der badet min bil i duft sidst sommer.
Det er der, kørslen holder op med at være forsvarlig.
Jeg ved ikke helt hvor jeg er, formentlig har jeg krydset
statsgrænsen mellem Florida og South Carolina - men udover det, aner jeg ikke
hvor jeg er. Billboards nedtæller milene til næste statsgrænse, hvor en stor
turistfælde lokker alle fra nær og fjern med en kæmpe neon-sombrero.
Men pludselig et andet, mindre neon, skilt! 30$
hotelværelser ved næste afkørsel! Jeg er på! Knap er skiltet sust forbi før
afkørslen lurer - jeg hakker bremsen i, drøner op ad rampen. Jeg må være på et
bjerg af en art? Bilens lygter farer over vejens tætbevokset rand af ukendte træsorter,
både gran og løv. Skyggedyrene har fået øjne, der nu reflekterer fra krattet i
alskens farver.
Rampen udmunder på en smal, hullet vej, der fører mig nedad
og forbi to lukkede tankstationer. Den ene har vist været lukket længe:
facadens spånpladeøjne med grafitti-pupiller glor blankt ud mod motorvejen, og
cementøerne, nu uden mekanik, tjener som små grønne øer af blomstrende ukrudt
under et falmet tagskelet.
Et gulligt lys oppefra fanger min omtågede opmærksomhed.
Lyset er ikke månen, som jeg først troede, men hotellets skilt, der skinner ned
fra en pludselig bjergside. Bilen bumler vej mod lyset som en forkrøblet
natsværmer.
Midt på parkeringspladsen, holder der en ældre bil, en
Pontiac måske. Lygterne er tændt, og døren på førersiden står åben. Der er
ingen mennesker at se, heller ingen lys i hotellets vinduer. Klokken er jo
næsten 3 om morgenen, og hele situationen virker bare mærkelig, men...
"its none of my business", og hele min tur har været lidt 'odd &
off' på den måde.
På hovedindgangen hænger der et skilt: "BRUG
NATVINDUET" og en pil mod højre. Jeg triller bilen rundt om hjørnet, ikke
helt villig til at kaste mig selv ud i situationen.
Bagest på bygningen er der da en oplyst dør. Jeg triller
nærmere - jo, der er da et vindue - men jeg mangler stadig at finde vedkommende
person der tilhører bilen. Hvem ved, hvor de gemmer sig, ligger på lur, klar
til at-
Jeg griner lidt af mig selv, inden jeg stiger ud af bilen.
Det ligger overhovedet ikke til min natur at være så paranoid - men igen, hele
min tur har været lidt sær og flosset i kanten, så det er nok bare det...
Vedkommende er sikkert inde og få et værelse, nøjagtig ligesom mig.
Jeg går ind ad døren, og nej, det er de ikke.
Til gengæld sidder en lavstammet, busk-skægget mand i slidte
cowboybukser og grå-hvid t-shirt og ser tv. Han skynder sig at slukke når jeg
kommer hen til vinduet.
Han har meget tung sydlig accent, og har meget travlt med at
sikre sig at alt mit papirarbejde er i orden. Han stiller samme sikkerheds-teater-spørgsmål, som
man møder i lufthavnen: "What are you driving with?" - da han
allerede har både mit danske og internationale kørekort i hænderne, og jeg ikke
aner hvad han så egentlig spørger om, kan jeg kun svare "My car," -
og det stiller han sig tilfreds med.
Hvordan det overhovedet er relevant i hans øjemed, finder
jeg heller aldrig ud af.
Jeg når at spekulere om han er hotelejerens 'special'
lillebror, der tjener til livet og vejen på denne måde.
Nå, men efter manden har brugt 20 minutter på at nærstudere
samtlige identificerende dokumenter, jeg har i min varetægt, udlever han
nøglekortet med et grynt, og vender sig tilbage til sit fjernsyn.
Jeg vender tilbage til min bil, triller den rundt om
bygningen igen - og nu er den mystiske bil væk. Ingen er kommet eller gået,
mens jeg var der, men nu er bilen borte. Lidt beroligende, alligeveller. Jeg
parkerer bilen ved trapperne op til anden-salen, tager min taske, og går op.
Umiddelbart forekommer stedet mig stille - indtil jeg
opdager, at det bare er motorvejens konstante brummen, der er væk. Insekter
hviner, klikker, hyler i vildskab overalt i den omgivende skov. Grene knækker.
Endnu en bil triller op ad indkørslen, knaser vej henover
parkeringspladsen, og glider ind i båsen lige ved siden af min bil.
Identisk. Den er identisk med min! Ny, sort Corolla!
Paranoiaen hæver atter sit grimme hoved, som jeg prøver at dæmpe med tanken om, at den
nye Corolla nok er billig for biludlejere. Eller noget.
Pludselig lyder et drøn lige foran næsen på mig - to fugle,
bosat i den mørklagt væglampe ved siden af min dør, er blevet vækket,
forskrækket, og hvirvler ud i natten. Vildt utilfredse lyder de også.
Måske lavede jeg også en forskrækket lille lyd der. I hvert
fald synker jeg hjertet, der nu er helt oppe i halsen på mig, og skynder mig at
låse døren op og komme indenfor. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er meget
vigtigt for mig at komme indenfor inden vedkommende fremmed i den identiske bil
stiger ud. Det lykkes.
Jeg vender mig om for at låse døren efter mig, og ser at
kædelåsen er blevet flået ud af væggen. Kæden dingler impotent fra døren.
Ejheller er det obligatoriske håndtagslås tilstede. Der er da en lille boltlås,
som jeg hastigt slår til, men regner ikke med at dens løse fatning kan stå imod
noget meget kraftigere end en sidevind. Døren er fuld af buler, lys fra
parkeringspladsen vælter ind både over og under døren, og den nederst halvdel
af døren ser ud som om, at noget en dag besluttede sig for at pille døren i
stykker, trevl for trevl.
Lige meget, jeg vil sove. Men min mave knurrer, og jeg har
glemt mine kiks nede i bilen - jeg prøver vandet i vandhanen, men spytter det
hurtigt ud igen, det er både varmt og smager af klor og rust. Lort. Jeg må ned
i bilen igen, og hen til colaautomaten henne ved kontoret. Jeg åbner døren, alt
er fredeligt, ingen er at se.
Jeg henter mine kiks i bilen - og pludselig står der en mand
henne ved colaautomaten. Klokken er fire om morgenen - her er godt nok et
aktivt sted for at være et øde hotel midt i intetsted. Jeg overbeviser mig selv
om, at det er en rejsende, ligesom jeg. Måske endda vedkommende i den identiske
bil.
Jeg går hen til automaten, og hilser på hans ryg - han kunne
umuligt undgå at høre mig klip-klapre hen ad fortovet.
Han svarer ikke, men propper flere mønter i automaten, og
vælger sin drik. Udsolgt. Han vælger næste knap. Udsolgt. Det sker 4-5 gange.
Jeg ytrer den amerikanske udgave af "Helt ærligt altså!" - stadig
ingen respons - og så producerer automaten modvilligt en flaske vand.
Det var altid noget, tænker jeg, men givet situationen,
siger jeg det ikke højt.
Med sin gevinst i hånden, retter han sig op, og vender sig
pludselig om imod mig i en underlig, mekanisk bevægelse. Til min overraskelse
ser jeg, at han er min alder. Endnu mere overraskende, blotter han pludselig
sine tænder og spærrer øjnene op i en flygtig hvid grimasse, som jeg antager,
er et smil. Så forsvinder han i løb rundt om hjørnet.
Først bagefter, på hotelværelset, med min Mello Yello og
cheddarkiks, opdager jeg retningen var væk fra hotelværelserne, væk fra vejen,
og ind mod skoven.
Inde på værelset bor der nogle edderkopper, der ser ud som
om de er blevet passet og plejet. I hjørnet er der en revne, og ud af den revne
stikker der nogle ben, der i hvert fald er 5cm lange. Den slags edderkop, der
ligger på lur, tænker jeg. De flytter sig midlertid ikke, og jeg går i seng.
Pludselig høres et tog, der tuder i vildskab. Jeg vidste
ikke engang at der var skinner i nærheden! Hornet tuder videre - ikke en
velafmålt gang, som den varsel, tog giver ved jernbaneoverskæringer, men
gentagne gange, i helt uregelmæssige paniske længder. Jeg opdager at hornet
lyder fra samme retning som manden forsvandt mod.
Hotellets knogler brummer med vibrationerne, og jeg hører
tydeligt togets rakkiti-klakken i min pude, som havde jeg lagt øret på en
jernbaneskinne.
Jeg prøver at falde i søvn, men har stadig en underlig, ubehagelig
uro i kroppen.
Hvad er der op med paranoiaen her?!, tænker jeg frustreret.
Min sidste tanke inden jeg falder i søvn er en dejlig,
beroligende, rationel, videnskabelig erindring: subsonisk lyd, som den, der kan
uskilles fra tog og færge, opfanges af underbevidstheden, og kan føre til
fysiske følelser af ubehag og paranoia.*
Ligesom det ene, aldrende, rustrøde, østeuropæiske fragtskib,
der nogle gange lægger til i Koldings havn - dens vibrationer på vej gennem
fjorden går lige i Fjordparkens pilotering, som en kæmpe stemmegaffel.**
Det giver mig mild ubegrundet utryghed i bedste fald, i
værste fald vildt ubehag, en lyst til at trække mine vibrerende tandrødder ud
eller kradse mine øjne ud, bare for at fylde dem i mine ører og afbryde det
rungende ubehag i mit kranie!
Næste morgen, er min bil helt alene på parkeringspladsen, og
på hotelkontoret går der en moderlig kvinde og fejer. Hun tager imod mit
nøglekort med et smil. Smilet er sært, som om der er alt for mange, alt for
hvide tænder. En hajs smil. "Fortsat god tur," siger hun, og
fortsætter dagens gerning.
Jotak. Jeg skal vist videre herfra.
*:
http://schizophonia.com/installation/trauma/trauma_thesis/index.htm,
"Acoustic Trauma : Bioeffects of Sound", Alex Davies, BFA Honours
**: bemærk hvor mange stemmegaffel-skulpturer, der findes i
Kolding! Hvorfor? Der er en på havnen, en i krydset mellem Ndr. Ringvej og
Vejlevej, samt en tredje i et af de nordre industrikvarterer. Mon der er flere?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar