Således starter det...

Akaved albatross er landet!


Jeg fik lige præcis nok tid til at smide nogen ting i en taske og 2 timers søvn, inden jeg tog toget mod Kastrup.
Det gik nok, man kunne jo altid sove på tog og i fly.

Et sted mellem Kolding og Kastrup går det op for mig, at jeg havde glemt at pakke strømper.
Går nok.

Et sted mellem Kastrup og Keflavik går det op for mig, at jeg havde to forskellige klipklapper på.
Går nok.

Et sted mellem Keflavik og JFK går det op for mig, at jeg har ca. 100$ på mig, og det er dét. SUen gik ikke ind, nu hvor jeg er i skærsilden mellem bachelor og kandidat. Og jeg aner pludselig ikke hvad PINkoden til mit amerikanske hævekort & nødplan, var, da min PINhusker nødvendigvis måtte have pakket sine sydfrugter og fløjet sin vej.
Går nok?


I JFK må jeg træffe en beslutning - klokken er efterhånden 8 om aftenen, og tanken om at tage kampen op med New Yorks omstændelige offentlig transportssytem var liiiiige tung nok. Især som solo-rejsende pige, så sent på en lørdag aften, hvor mit hoved åbenbart heller ikke er skruet ordentligt fast. Jeg prøvede at forstå, men det var for uoverskueligt, og der var ingen at spørge om hjælp på den ubemandet station.

Menmenmen - hvis de hundrede dollars er alt hvad jeg har, skal de også både skaffe mig til Newark, hvor jeg skal leje bil, og derefter fremskaffe nok benzin til en 4½timers køretur - heldigvis har jeg forudbetalt både hotelværelse og lejebil.
Detøh... går nok ikke
- men på den anden side, kan jeg jo heller ikke blive stående der.

Jeg går all in.
Hopper i en taxa og nyder en stille, perfekt køretur hjem til hotellet. Turen tager næsten en time, og æder 50$. Det er først når taxaen baner sig vej gennem Central Park, 3 blokke fra hotellet, at det rammer mig, hvor jeg er henne. Ellers har mine omsusende tanker behandlet emner som indskud til hotelværelse og lejebil og benzin og mad og -
Nervøst henvender jeg mig ved hotelskranken. Skal fremvise billed-id - mit pas - panikkens rimfrost når lige at sætte sig i maven på mig, inden jeg får endevendt tasken og fundet den. Den unge, venlige og enormt forstående pige har prøvet det før.

Næst: betaling af indskuddet.
Mit danske Mastercard afvises - ikke nok dækning.
Rimfrosten bliver til en næve af isnende stål, der nu knuger alle mine indvolde sammen.

Forhåbningsfuld, og min eneste chance, rækker jeg pigen mit uvisse amerikanske visa-kort - betalingen går igennem, og jeg behøver ikke taste noget PIN - skal bare underskrive. Jeg skriver glædeligt under, og sender takke til New Yorks hedenske skytsengel!

Kapitel 1 overstået. Det lykkedes mig at få mit forvirrede korpus flyttet til hotelværelset i New York, endda i et stykke - og en nødplan er næsten brygget færdig i mit hoved....

[to be continued]