Solnedgangsoplevelsen, hverken mere eller mindre.

Så er jeg endelig nået hertil. Dertil.

Det er allerede min sidste aften her ved Drop Anchor på øgruppen Islamorada.
En enkelt dag i solen blev det til, uden torden, uden børn, uden påtrængende kropsfunktioner og nødvendige errender - allerbedst: ingen forpligtelser, hverken over for mig selv, min 'karriere' eller mine venner eller familie. Jeg nu så langt væk at der ikke er noget at gøre.

Så her sidder jeg, i skyggen af en palme-paraply, med en slet skjult Corona i et blåt plastikbæger, tre meter fra vandkanten, med en pelikan til selskab.
Solen sænker sig bag ved mig, og og i øst begynder nattens tordenskyer at indtage deres position. Der er de glatte, glå skyer fra Atlanten, der smutter henover øerne her. De danner luftlandskabet rundt om de standhaftige, voldsom-pink-orange skyer der indtager horisonten fra den mexikanske golf. Nattordenen følger efter solnedgangen, som månen følger efter solen, og som morgenen følger natten.

Nu hvor verdenskuglens mørke side har absorberet mig, tiltager vinden. Den bærer hastigt skyerne nærmere - både nærmere mig, og lavvandene, hvor de kontrastende vinde duellerer hver nat. På vinden flyver enkelte antydninger af væde, ikke nok, men lige nok til at give dig tid til at finde ly. Inden længe vil nattens skyer være her for at køle verden ned med deres dovne, fede regndråber og umotiveret buldren. Fiskerne kommer hjem.

For helvede hvor føles det godt. Det kan da umuligt være meningen, at dette skal være dagligdagens undtagelse, fremfor regelen.

Dråberne tiltager, en lavmælt buldren høres i horisonten.

Solen er helt forsvundet nu, og det er Coronaen også.


Tid til næste kapitel.