onsdag den 11. juli 2012
Solnedgangsoplevelsen, hverken mere eller mindre.
Så er jeg endelig nået hertil. Dertil.
Det er allerede min sidste aften her ved Drop Anchor på øgruppen Islamorada.
En enkelt dag i solen blev det til, uden torden, uden børn, uden påtrængende kropsfunktioner og nødvendige errender - allerbedst: ingen forpligtelser, hverken over for mig selv, min 'karriere' eller mine venner eller familie. Jeg nu så langt væk at der ikke er noget at gøre.
Så her sidder jeg, i skyggen af en palme-paraply, med en slet skjult Corona i et blåt plastikbæger, tre meter fra vandkanten, med en pelikan til selskab.
Solen sænker sig bag ved mig, og og i øst begynder nattens tordenskyer at indtage deres position. Der er de glatte, glå skyer fra Atlanten, der smutter henover øerne her. De danner luftlandskabet rundt om de standhaftige, voldsom-pink-orange skyer der indtager horisonten fra den mexikanske golf. Nattordenen følger efter solnedgangen, som månen følger efter solen, og som morgenen følger natten.
Nu hvor verdenskuglens mørke side har absorberet mig, tiltager vinden. Den bærer hastigt skyerne nærmere - både nærmere mig, og lavvandene, hvor de kontrastende vinde duellerer hver nat. På vinden flyver enkelte antydninger af væde, ikke nok, men lige nok til at give dig tid til at finde ly. Inden længe vil nattens skyer være her for at køle verden ned med deres dovne, fede regndråber og umotiveret buldren. Fiskerne kommer hjem.
For helvede hvor føles det godt. Det kan da umuligt være meningen, at dette skal være dagligdagens undtagelse, fremfor regelen.
Dråberne tiltager, en lavmælt buldren høres i horisonten.
Solen er helt forsvundet nu, og det er Coronaen også.
Tid til næste kapitel.
mandag den 9. juli 2012
Status:
Status:
been stateside for 9 days, had the car for 7, have driven over 1800 miles.
Trouble I've almost gotten into:
left home in two different shoes, forgotten pin code, that 911 call from an island of unknown location, I've killed the GPS, attracted police attention by slowly circling a small florida neighborhood in a black car with New York plates, stalked a famous author, and just tonight I locked myself out of the hotel room when I went for ice (had to walk half a mile up US Route 1 barefoot, at night, and ask random nighttime strangers for help).
And you know what?
People have just been *so* kind, friendly and helpful, the whole way through!
Thank you world for being so awesome!
Good night :)
been stateside for 9 days, had the car for 7, have driven over 1800 miles.
Trouble I've almost gotten into:
left home in two different shoes, forgotten pin code, that 911 call from an island of unknown location, I've killed the GPS, attracted police attention by slowly circling a small florida neighborhood in a black car with New York plates, stalked a famous author, and just tonight I locked myself out of the hotel room when I went for ice (had to walk half a mile up US Route 1 barefoot, at night, and ask random nighttime strangers for help).
And you know what?
People have just been *so* kind, friendly and helpful, the whole way through!
Thank you world for being so awesome!
Good night :)
søndag den 1. juli 2012
Helt til Rotterne
Ellers har den stået på park og museet og nye klipklapper og vandretur langs flod-stien efter aftensmaden. Og siden mine ben og fødder stadig klør, vil jeg dele mine overvejelser:
jeg håber det er myggestik, selvom jeg ikke har set et eneste myg.
Ellers er det nemlig loppebid.
Fra flodrotterne.
Men du vil måske gerne vide hvordan jeg nåede hertil, fra den prekær tilstand, jeg sidst befandt mig i?
Min mor.
Jeps, man skulle forestille at være et voksent og selvstændigt individ på 30 år, men når lokummet brænder, så er det stadig mor man ringer til.
Og så har hun sådan set også nøglen til mit hjem - der samtidig dublerer som nøglen til løsningen på alle de problemer, jeg har glemt mig frem til.
Jeg nåede at brygge hele 3 alternative løsningsmetoder, der ikke involverede at min mor skulle lægge min lejlighed et besøg klokken 3 om natten. Men hun insisterede - og jeg gjorde nok heller ikke den store modstand.
New Yorks skytsskøge ville nok også tilgive mig - hun ved vel også, hvor dårligt man sover, når man befinder sig i ukendte omgivelser, og feriens fremtid vakler.
Gad vide hvor mange mennesker, der i tidens løb, er endt med at blive i byen på den måde?
Efter lidt ringen frem og tilbage, lykkedes det for min mor at lokalisere et firecifret pinkode i min lejlighed. (thankyesweetjesusmaryjosephandmoses!)
Pinkoden viste sig i dag at virke, så nu kunne jeg både spise, skaffe strømper til vandreskoene, og finde et par klipklapper af samme størrelse og slitagegrad. Så kan man tage en dyb indånding, og bare holde ferie. Og købe billet til naturhistorisk museum.
Nå. Men det var rotterne, vi kom fra.
Jeg ville gerne tage billeder fra den yndige sti, langs Hudson River, hvor bådene var ved at komme hjem for i nat.
Men hvis man stod stille for længe, blev man nappet - altså ikke af rotter, men muligvis deres lopper.
Og fordi man måske ikke er super tryg ved at gå på en dårlig belyst sti i en fremmed storby om aftenen, bliver man opmærksom på ...lydene... overalt... skratten og rumsteren i buske, træflis, skraldespande, et hvin eller skrig i ny og næ.
De er *overalt* - det lyder som egern, man ser lige noget løbe hen til og op af et træ - men kræet har en mærkelig form og en tynd hale.
Og så slår det mig, at jeg ikke har set et eneste egern i parken idag... så stopper jeg op for at fyre et billed af i mørket. Bare for at se hvad der dukker op.
Sådan har jeg lært, at hvis man står stille, på det rigtige sted i NY, kan man nok nå at se 5 rotter på et minut. Ikke fordi jeg er sart, men det får lidt samme effekt som når man opdager den første myg, og det så pludseligt klør over hele kroppen.
Her er så det billede af en rotte - troede jeg, indtil jeg kom hjem og kørte det gennem et redigeringsprogram. Indtil videre har jeg fundet 3 dyr på billedet, men der er sikkert flere.
*shudder*
Nå, men jeg har booket mig en SuperShuttle til Newark for at hente bilen imorgen - 24$, og så skal vi også lige rundt og hente 10 andre. Men jeg har 3 timer til det, så det går nok. Er mere spændt på forløbet med at leje bilen, efter at have læst anmeldelserne om 'service'en hos EWRs Budget biludlejning.
Men ingen sorger på forskud, jeg holder ferie - og det går jo nok..
Men det var så i dag. Så mange indtryk! Glæder mig til at se hvad verden bringer i morgen!
Således starter det...

Akaved albatross er landet!
Jeg fik lige præcis nok tid til at smide nogen ting i en taske og 2 timers søvn, inden jeg tog toget mod Kastrup.
Det gik nok, man kunne jo altid sove på tog og i fly.
Et sted mellem Kolding og Kastrup går det op for mig, at jeg havde glemt at pakke strømper.
Går nok.
Et sted mellem Kastrup og Keflavik går det op for mig, at jeg havde to forskellige klipklapper på.
Går nok.
Et sted mellem Keflavik og JFK går det op for mig, at jeg har ca. 100$ på mig, og det er dét. SUen gik ikke ind, nu hvor jeg er i skærsilden mellem bachelor og kandidat. Og jeg aner pludselig ikke hvad PINkoden til mit amerikanske hævekort & nødplan, var, da min PINhusker nødvendigvis måtte have pakket sine sydfrugter og fløjet sin vej.
Går nok?
I JFK må jeg træffe en beslutning - klokken er efterhånden 8 om aftenen, og tanken om at tage kampen op med New Yorks omstændelige offentlig transportssytem var liiiiige tung nok. Især som solo-rejsende pige, så sent på en lørdag aften, hvor mit hoved åbenbart heller ikke er skruet ordentligt fast. Jeg prøvede at forstå, men det var for uoverskueligt, og der var ingen at spørge om hjælp på den ubemandet station.
Menmenmen - hvis de hundrede dollars er alt hvad jeg har, skal de også både skaffe mig til Newark, hvor jeg skal leje bil, og derefter fremskaffe nok benzin til en 4½timers køretur - heldigvis har jeg forudbetalt både hotelværelse og lejebil.
Detøh... går nok ikke
- men på den anden side, kan jeg jo heller ikke blive stående der.
Jeg går all in.
Hopper i en taxa og nyder en stille, perfekt køretur hjem til hotellet. Turen tager næsten en time, og æder 50$. Det er først når taxaen baner sig vej gennem Central Park, 3 blokke fra hotellet, at det rammer mig, hvor jeg er henne. Ellers har mine omsusende tanker behandlet emner som indskud til hotelværelse og lejebil og benzin og mad og -
Nervøst henvender jeg mig ved hotelskranken. Skal fremvise billed-id - mit pas - panikkens rimfrost når lige at sætte sig i maven på mig, inden jeg får endevendt tasken og fundet den. Den unge, venlige og enormt forstående pige har prøvet det før.
Næst: betaling af indskuddet.
Mit danske Mastercard afvises - ikke nok dækning.
Rimfrosten bliver til en næve af isnende stål, der nu knuger alle mine indvolde sammen.
Forhåbningsfuld, og min eneste chance, rækker jeg pigen mit uvisse amerikanske visa-kort - betalingen går igennem, og jeg behøver ikke taste noget PIN - skal bare underskrive. Jeg skriver glædeligt under, og sender takke til New Yorks hedenske skytsengel!
Kapitel 1 overstået. Det lykkedes mig at få mit forvirrede korpus flyttet til hotelværelset i New York, endda i et stykke - og en nødplan er næsten brygget færdig i mit hoved....
[to be continued]
lørdag den 19. maj 2012
Dagen, de
gik i stå. Af Anne Bay Shindel, 2012.
En dag skete det bare. Den dag startede som alle andre. Jeg
husker den første jeg så. Men på det tidspunkt anede jeg ikke hvad jeg så på.
Den morgen læste nyhedsoplæseren, traditionen tro, op fra
dagens varslingsliste. Deraf fremgik det, at en ny influenza, hvis navn bestod
af en uregerlig flok usammenhængende cifre, spiste sig vej gennem samfundets
mindre standhaftige borgere, især ældre skulle helt blive indenfor hjemmets
fire vægge. Dette er der ikke noget nyt i. Siden 1900-tallets bølger af
kogalskab og fugleinfluenza, er nye varianter af PRS opstået i stigende tempo.
At man overhovedet stadig kalder dem PRSer, vidner om den
flygtige udvikling indenfor behandlingsmetoder - PRS står for
penicillinresistent sygdom, til trods for at penicillin ikke har virket i over
hundrede år. Selv det seneste "ny og forbedret" penicillinerstatningspræparat,
SimycinLux8x, var kun effektiv i 8 timer inden bakterierne begyndte at udvikle
forsvarsmekanismer.
Da PRSen først gjorde sig bemærket i samfundet, var det et direkte resultat af
overmedicinering samt kummerlige forhold i landbruget - man koordinerede en
global indsats og nedbragte vha. velfærd og efteruddannelse landbrugets
tilfælde af PRSer, mens man videreudviklede nye penicillin-erstatninger til
menneskebrug. Da der kun var få typer PRSer i begyndelsen, var dette en
effektiv bekæmpelsesmetode. Men efterhånden gjorde influenza sig kun gældende i
menneskets offentlige rum, via ekstrem smittefare. Derfor varslingslisten,
udskrevet dagligt fra helsestyrelsen, for at begrænse smittefaren i det
offentlige rum.
Mens nyhederne
pladrede løs om det nyeste livsforlængende præparat og jeg snittede rodfrugter,
fik jeg øje på en mand gennem køkkenvinduet.
En statslig ældre herre sad på bænken ved gårdspladsen med et
fraværende, opadrettet blik. Mens jeg så på, dansede et blad på en hvirvlende
vind hen og lagde sig i skødet på manden. Han trak ikke en mine, stirrede
fortsat med sin tusindmile-blik over træerne for enden af gårdspladsen.
Umiddelbart mente jeg ikke, der var noget usædvanligt ved
det - excentrisk opførsel blandt samfundets mere livserfarne borgere er ikke
uhørt, og jeg fortsatte med dagens gerninger.
Den næste jeg så, stod midt på parkeringspladsen ved den
lokale købmand. På hendes ansigt, et vagt, åndsfraværende smil, og et blik, der
lettede mod horisonten. Jeg genkendte det blik med en vis udefinerlig uro. Hendes tørre, krogede hænder hvilede på
rollatorens håndtag. Trafikken snoede sig uanfægtet rundt om hende, som biler i
en rundkørsel. Jeg kom til at tænke på naturudsendelsen, hvor savannens store
flokdyr bisser udenom en indtørret baobab. Helt stille stod hun, en fastfrossen pixel i et levende
billedstrøm.
Atter affærdigede jeg den besynderlige adfærd som et udslag
af alderdommens excentriciteter, og fortsatte forbi hende.
Men da jeg havde færdiggjort mine gøremål hos købmanden, og
igen passerede parkeringspladsen, stod hun der endnu, udtryk uforandret. Nogen
havde smidt slikpapir i kurven på hendes rollator.
Kvindens geriatriske tilstedeværelse lod ikke til at gøre
indtryk på de kunder, der kørte til og fra købmanden. Trafikfloden gled
ligegyldigt rundt om forhindringen. Jeg så en dreng løbe hen og trække den
gamle i en finger. Hun trak ikke en mine, og drengens mor kaldte ham til sig
med en irettesættende tone, mens hun hastigt læssede dagens køb i bilen.
Drengen stirrede forundret på damen fra passagersædet, da deres bil buede
forsigtigt udenom hende på vej ud af parkeringspladsen.
Senere den dag, mens jeg tilberedte aftenmåltidet, og nyhederne
lovede uforventet overskud i budgettet, kiggede jeg igen ud af vinduet. Der sad
manden stadig, nu med en mindre bunke blade både i skødet og blæst op ad sig.
Som de kroge i byen, hvor aviser, blade og affald altid ender. Han havde ikke
flyttet sig. Jeg overvejede kort at gå ned til ham, men tænkte at aftenkulden
nok engang vil få ham på benene. Desuden havde jeg nok at se til den aften.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Den næste dag stod jeg op, lavede kaffe og gloede tomt ud af
vinduet mens jeg kom til mig selv. Indtil videre, inden tankevirksomheden
vågner og livets kendsgerninger vender tilbage til en, var det bare en dag som
alle andre. Jeg pillede lidt ved radioen, drejede på knappen, men kunne ikke
rigtigt opfange noget værd at lytte til.
Men så rystede bevidstheden nattens dis af sig, og gjorde
mig opmærksom på det faktum, at flere mennesker nu stod nede på gårdspladsen.
Og der var noget mærkeligt jeg endnu ikke kunne sætte finger på. En kvinde med et tidsløst ansigt og en rød blazer
havde med sig en gravhund. Den havde plantet sin standhaftige bagdel i
gruset og slikkede sig, mens den sendte et slet-skjult spørgende blik mod sin
ejers låste øjne. Hunden rejste sig, prøvede at trække sin ejer videre i dagens
program, men uden held. Gravhunden kløede sig atter opgivende bag øret, og
antog et udtryk af selvlede, da den
fandt sig nødsaget til at lette ben op ad sin ejer.
Jeg blinkede et par gange, rystede på hovedet. Så fik jeg
øje på den ældre herre, stadig siddende på bænken, nu med et mindre bjerg af
tørre blade i skødet og en vindblæst avis viklet rundt om det ene ben. Da kom
gårsdagens små besynderligheder tilbage til mig.
Jeg tog en stor tår kaffe, og fortrød for første gang den
dag, at jeg havde kvittede smøgerne.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
Et par timer senere gik jeg ud for at hænge vasketøjet op.
Det halve snes mennesker stod endnu på gårdspladsen, men
antallet var nu vokset. Jeg kunne genkende mine naboer iblandt dem; Frk.
Sørensens evindelige nysgerrighed havde medvirket til, at Frk. Sørensen nu stod
stivnet, foroverbøjet, hendes skarpe bagparti struttede i vejret, fingre i gang
med at få gravhundens snor fri. Nu lå gravhunden i Frk. Sørensens skygge og
stønnede sagte.
Ovre ved tørresnorene var nabo-Amalie gået i stå midt i
tørretøjet. Hun var gået i stå med en udstrakt arm, stadig med en klemme gennem
fingrene, mens den sok, som klemmen rettede sig imod, nu var blæst ned til
fliserne.
Et kuldegys gik gennem mig.
Jeg var ikke videre interesseret i menneskets kollektive
skæbne, men det, at folk jeg kendte, bare gik i stå, og uden et eneste ord om
det i medierne fik mig til, pludselig, at føle mig meget, meget ensom.
Her var også så stille nu. Fuglene sang stadig, vinden suste
i træerne, men hvor var alt det andet? Den hvide støj af trafik på motorvejen,
lyden af ungerne på vej i bageren i frikvarteret, selv den lavmælte mumlen af
pensionister over hækken - det hele var væk.
Måske ikke så meget væk, som bare gået i stå, tænkte jeg
højlydt, og gravhunden pev ovre fra gårdspladsen. For var det trods alt ikke
det, der var ved at ske? Uanset hvor usandsynligt og mærkeligt det end måtte
være? Først var det de ældre, så de mellemaldrende, og nu kunne man ingengang
høre ungerne længere. Hvorfor? Hvad med mig? Det kan ikke passe at jeg i løbet
af få timer har fået hele verden til mig selv, tænker jeg, og griner tanken
væk. Desuden, hvis det var en ny PRS, så var jeg jo nok blevet advaret af både
radio, tv og avis. Medmindre- den tanke stoppede jeg brat.
Jeg hængte det sidste tøj til tørre på den snor længst væk
fra frosne Amalie, og gik hen til den ældre herre på bænken. Hans fugtige blå
øjne stirrede over min skulder. Foruroligede ved de tomme øjne, satte jeg mig
ned ved hans side, og forsøgte at tage hans hånd til mig. Hånden kunne
ligesågodt være skåret af marmor. I stedet, holdte jeg en hånd op for at mærke
åndedræt - uden gevinst.
Var han død? I slags coma? Man har jo hørt historier om
folk, der erklæredes døde, men blot befinder sig en slags choktilstand, en
mellemgrund hvor man er hverken det ene eller det andet. Ser det sådan her ud?
Spøgelser af marmor, tænkte jeg, og nu greb et gys sig
grundigt om min rygrad.
Jeg var den eneste levende i miles omkreds, tilskuer på min
egen private skulpturudstilling.
Gravhunden bjæffede ad mig, og jeg kunne ikke undgå bare et
lille skingert skrig.
"Ikke den eneste levende, det er også fuldstændig
korrekt ja," mumler jeg til hunden.
Måske var han sulten, tørstig, eller bare træt af at sidde
der, tænkte jeg. Jeg kiggede på den ældre herre igen, klappede ham på
skulderen, og rejste mig. I to sekunder var der en stivhed i knæerne, en knagen
i ryggen. Isen i min rygrad faldt med et dump ned i min mavesæk, hvor den
begyndte at gnave og ulme som tøris, men så stod jeg op igen og var på vej op
til min egen lejlighed - min egen normale
lejlighed - igen.
Jeg fyldte en skål med vand, gravede nogle gamle frikadeller
frem fra bagest i køleskabet, og vendte tilbage til gravhundens trængsler. Han
indåndede frikadellerne, slubrede vandet i sig, og var i løbet af hele 3
sekunder min bedste ven. Jeg bukkede mig forover for at klipse snoren af
hunden, da jeg fik øjenkontakt med Frk. Sørensens ligeledes foroverbøjet
ansigt.
Jeg tog et par forskyndte fumlende skridt bagud, skvattede over mine egne fødder og endte
liggende på gruset ved siden af gravhunden. Han var ikke videre imponeret.
Til gengæld fulgte Frk. Sørensens øjne mit stunt.
Hun lever!
Eller - hun lever?
Hendes øjne blev fugtige mens jeg så på, og en enkelt tåre
gled fortabt ned ad hendes kind for at fordufte i gruset.
Jeg blinkede
- eller det ville jeg have gjort, hvis jeg kunne.
For nu ligger jeg her, ubevægelig, og gravhunden har også
lige tisset på mig
søndag den 11. marts 2012
"Anatomi" (Arbejdstitel)
romanuddrag: "anatomi", af anne bay shindel
indledning
Karl er en ung mand der lever i 1700tallets London. Han drømmer om at blive læge, men givet ringe muligheder finder Karl sig nødsaget til at ty til tvivlsomme metoder. Han har etableret forbindelse med en undergrundsordning, der, for et vist og særligt gebyr, påtager sig ansvaret for en lægeuddannelse.
midten
Han pirkede til den udkogte stump steg foran sig med et uambitiøst udtryk.
“Du er så utaknemmelig, jeg sværger, hvis det ikke var for din mors barmhjertighed...”
Han slubrede endnu en tår fra flasken, “Du sku’ fandeme bare æde det og være glad. Lusede lort...” snøvlede han videre fra sin plads ved bordenden.
På trods af Peters charmerende tone, måtte Karl ærligt bekende, at hans nyerhvervet bekendtskab med visse lægekunster kom med en pris. Han havde tidligere betragtet vegetarer som værende noget af en særhed, men nu så kød lidt anderledes ud i hans øjne. Og det var ikke altid helt godt.
Kundskabens pris forholdt sig heller ikke kun indenfor det kulinariske felt.
Forleden nat havde han ført sin hånd op ad et ellers-forførende lår, og det eneste, det lår vækkede i ham, var en erindring om knoglestrukturer og vævforbindelser.
Desuden havde han ingen appetit. Det havde han ikke haft i snart en måned. Ikke siden han var kommet på sin plan. Der var gode tider i byen, men graveren havde ikke været forbi siden nytår, og Karl var nødt til at betale Ordningen på anden vis, hvis ikke -
Forleden nat havde han ført sin hånd op ad et ellers-forførende lår, og det eneste, det lår vækkede i ham, var en erindring om knoglestrukturer og vævforbindelser.
Desuden havde han ingen appetit. Det havde han ikke haft i snart en måned. Ikke siden han var kommet på sin plan. Der var gode tider i byen, men graveren havde ikke været forbi siden nytår, og Karl var nødt til at betale Ordningen på anden vis, hvis ikke -
Karls tankestrøm blev afbrudt af endnu en tirade fra Peters side. Jo senere på aftenen det blev, des mindre sammenhængende og mere højlydte blev Peters reprimander.
Det havde jo selvfølgelig heller ikke altid været meningen, at Peter skulle dø den aften, men det passede bare så godt ind i tingenes overordnede plan. Selvfølgelig havde Karl det ad helvede til med planen, han vidste sin mor holdte af ham, og trods sin egne følelser, ønskede Karl egentlig ikke at såre hende. I snart en måned, siden den forfærdelig nat, hvor planen havde brygget sig i hans sind, var han hver morgen vågnet med en følelse af, at vrede knivbladssommerfugle havde festet natten væk i hans bug. Men det havde ikke engang været nødvendigt for Karl at tænke hårdt for at komme på planen. Det var som om planen var skabt helstøbt. De enkelte elementer skulle bare sive op til overfladen af Karls bevidsthed, hvor de kom til syne og klumpede sammen som kartoffelklumper i tynd walisisk grødsuppe.
Peter havde en modbydelig personlighed, han sad nede på hjørnet og drak sig fuld, faldt i søvn med flasken i hånden tidligt hver aften, vågnede op ligeledes tidlig og vred og startede forfra hver morgen. Peter havde arvet en del penge og manglede ikke - nu hvor han ingen familie havde, og officielt var gift med Karls mor, stod hun til at arve alt efter Peter.
Og så var han jo også bare generelt et dumt svin.
Så når Karl nu stod og manglede et lig, som ingen vil savne, og de vante kilder var tørlagte, måtte han jo ty til plan b.
Hans mor var på visit i Cornwall, og vil ikke være tilbage før om et par dage. Det var nu, det skulle ske. Men det havde altså været nemmere med den lille pige i kirkegården - hun havde i det mindste været død i forvejen.
Hans mor var på visit i Cornwall, og vil ikke være tilbage før om et par dage. Det var nu, det skulle ske. Men det havde altså været nemmere med den lille pige i kirkegården - hun havde i det mindste været død i forvejen.
Den varme luft var efterhånden feset af Peters tirade, han mumlede stadig trusler om at sende Karl på opdragelsestur eller arbejdslejr, men nu henvendte Peter sig mest til sin flaske end Karl. Da Peter kort efter faldt om på sin briks ved pejsen og snorkede så flammerne blafrede, slog Karl til.
Tidligere den aften havde Karl fundet et standhaftigt reb, snoet det på en praktisk måde, efter at have bundet sin bedste udgave af en bøddelknude og testet det på ildrageren.
Ildrageren, ja selvfølgelig, også den, hvis nu fjoget ikke vil lægge sig, tænkte Karl, mens han flovede sig lidt over sin mangel på indsigt.
Men det havde slet ikke været så svært!
Karl havde valgt at benytte sig af ildragerens mere umiddelbare metode, og derefter dobbeltsikret sig med rebet. Peter var kun kommet til bevidsthed i sidste øjeblik, men da var det allerede længe for sent. Han stirrede op på Karl med et dumt, overrasket udtryk, indtil de sidste spasmer havde forladt kroppen, og hovedet faldt ned til brystet, som om han var døset hen med en bog.
Hvis idioten ellers nogensinde havde lært at læse, tænkte Karl med et spottende fnys, og følte sig pludselig en lille smule lettede. Karl var alligevel lidt glad for, at ansigtet ikke stirrede på ham med det stupide, målløse blik. Han kendte efterhånden det udtryk godt, havde set det hele livet, dog uden virkelig at kende det.
Det var det udtryk man mødte i øjnene på kvæget udenfor byporten på en varm sommerdag. Det var også det udtryk man mødte i øjnene på studieredskaberne, hver gang Ordningen indkaldte ham.
Nu, lidt uforventet, følte Karl en snert af ubehag ved at kende til de forhold hvorunder et sådant udtryk kunne opstå.
Karl så tilfreds på det stille, afkølende lig, og funderede over hvor forholdsvis nemt, forfærdelig nemt, det havde været at forløse den forudgående måneds forventningsforbundet pinsler. Hans kvalmende nervøsitet var blevet forløst i et sløvt ‘schmack’, som kølende stearin løb et par dråber blod ud af et par huller, og det var det.
Karl samlede Peters flaske op, tog et ordentligt drag og derefter hev efter vejret med et manisk smil. Frem ad brystlommen, tog Karl et sammenfoldede, gulnende lap papir og nussede det lidt mellem sine lange, tynde fingre. Dengang han var dreng, sagde hans mor tit, at med sådanne fingre kunne Karl kun blive landets dygtigste klaverspiller, og fortalte ham om de fantastiske og farverige eventyr, der ville krydse hans vej, når han drog ud og spillede for kejsere i fjerne riger.
Pludselig virkede prisen alligevel ikke så høj.
Karl foldede lappen ud, forsigtig med det bløde papir, og læste adressen for 14. gang den aften.
----------------------
Karl vandrede med Peters kluntede korpus ud til fortrapperne i en ensidig og uelegant dans. Her vippede han byrden ned i trillebøren, lånt uden aftale fra viceværtens skur under tusmørkets slør, og pakkede den pænt ind med et lærredsstykke.
Han var heldig - der var ikke langt hen til den adresse, angivet af lappen, og, at han ikke skulle forbi nogen af aftenens mere befærdede beværtninger.
Han trillede børen op ad kobbelstensgaden. Træhjulet klaprede bebrejdende og højlydt, som om den kendte alle Karls hemmeligheder, og var fastsat på at erklære dem til alle i miles omkreds.
Heldigvis krøb en tåge op gennem byen fra flodens banker. Tågen lagde en ekstra dimension til nattens lyde, nattens symfoni af lommemønter, druksange og sagte kvindestemmer var nær og samtidig fjern. Alt var i det hele taget dæmpet, ligesom under sne, eller vand, og den bedrageriske effekt dæmpede også lyden af Karls dunkende hjerte.
Da Karl rundede et hjørne og nærmede sig adressen, kunne han ane flere stemmer og skæret af fakler gennem tågen. Han trak sig hurtigt tilbage igen, sank en klump i halsen. En hund begyndte at gø, og Karls nerver holdte ikke længere. Han skyndte sig at vende trillebøren om og begav sig med hastige skridt i modsat retning.
For hastige skridt.
Trillebørens træhjul skrantede på en vakkelvorn brosten, og inden Karl kunne reagere, lå Peter halvvejs ude på vejen. Panikslagen, prøvede Karl at rette op på byrden, men så væltede hele læsset.
Skridt nærmede sig nu. Karl var ikke i tvivl. Adrenalin fór gennem Karls vener, og med dens hjælp og et heftigt grynt fik Karl atter styr på sit læs. Han havde netop fået pakket Peters blodsprungne hånd væk, da en mand trådte rundt om hjørnet.
Karl var nær besvimet af rædsel inden han opdagede den anden mands opmærksomhed var rettet bagud. Med sig trak han en kvinde, der tilsyneladende havde akutte balanceproblemer. De stoppede op, fniste, hviskede, forenede sig i skyggerne op ad væggen uden at ænse Karl. Han stod fastfrossen, som de stivnede kaninunger man kunne træffe på marken.
Øjeblikket splintredes med et knirk fra foroven, et hæst råb, “GARDYLOOOO!” der opløstes i flerstemmig latter, samtidig med en højlydt plasken kunne høres på brostenene få meter væk. En natpotte tømtes. Parret råbte op i samstemmig forargelse. Karl genvandt pludselig sine lemmers evner og fik hastigt flyttet sig selv og sin byrde til en snæver, mørk og ildelugtende sidegyde.
Alene i mørket, frygtede Karl, at hans hjerte ville springe hans trommehinder, adrenalinen var skyllet bort nu - hvis Karl stadig følte sig høj, var det kun fordi han havde en overvældende fornemmelse af vertigo over de gabende dybder, han anede foran sig.
Hvad kunne han gøre nu?
Efter at have opvejet hans personlige velvære mod prisen på den præmie i trillebøren, konkluderede Karl, han nødvendigvis måtte finde ud af, om det var muligt at afslutte nattens mission uden at afsløre sig selv. Han skubbede trillebøren længere ind i gyden, sparkede noget af gydens affald henover. Nu mere mobil, luskede Karl ud af gyden og banede sig atter vej mod sit mål.
torsdag den 8. marts 2012
DE DØDE DYR, KJELD & OS
DE DØDE DYR,
KJELD
& OS
Af Anne Bay Shindel, Marts 2012
Hvis du har været på Kolding Bibliotek, så har du nok set ham. Man kan ikke helt undgå det.
Hvis, altså, man ikke i forvejen kender ham fra hans ivrige foreningsvirke, er det nemt at affærdige ham som en byens mindre heldige indbyggere, der, blandt bogreolerne, søger ly og varme. Uanset hvilke briller du har på, gør han sig bemærket: løvemanken med strittende børster af flammer og nikotin, den stærke stemme, og sin karismatiske personlighed er ikke til at overse.
Hvis, altså, man ikke i forvejen kender ham fra hans ivrige foreningsvirke, er det nemt at affærdige ham som en byens mindre heldige indbyggere, der, blandt bogreolerne, søger ly og varme. Uanset hvilke briller du har på, gør han sig bemærket: løvemanken med strittende børster af flammer og nikotin, den stærke stemme, og sin karismatiske personlighed er ikke til at overse.
På en gråmeleret februarsdag, stikker hans farverige persona frem fra grisaille-baggrunden som en anden slags østblok-grafitti.
Hans navn er Kjeld Johansen.
Første gang jeg hørte det navn, sad jeg ved Baren med det obligatoriske slæng, hvor én sad og kæftede op om uretfærdighed. Problemets emne: Denne her besynderlige mand på hans arbejde, der, ifølge rygtet og på ukendt vis, havde hjulpet en kvinde ud af en uheldig situation, og nu kørte hun ham rundt i det ganske land - senest til Møn (og så på alle døgnets vilkårlige tidspunkter!). Uretfærdigheden lå jo så i, at min ven her i Baren nu også vil have en privat chauffør.
Da jeg grinte og spurgte ham ad hvorfor han følte sig fortjent til privat chauffør, strakte han sin stive nakke og påpegede sit 8 procent invaliditet. Det var vel bare fordi ham den anden var vigtigere med foreningsarbejdet for døde hunde i Bruxelles og alt mulig - den nakkekrave han gik rundt med var sgu bare til for varmens skyld; han var så sej og hærdet at to krykker var ganske overflødig, han nøjes med en! Min ven trak slutteligt på skuldrene og sagde at han i det hele taget ikke anede hvad manden egentlig lavede på biblioteket, han havde formentlig bare gjort det til en slags arbejdsplads for sit offentlige virke.
Jeg finder nummeret til Kjeld Johansen via Mindelundens hjemmeside. Ringer, forventer en kontordame i røret. Opkaldet bliver besvaret, men der er stilhed i røret. "H-hallo?" stammer jeg efter nogle sekunders stilhed. "Ja hej," svarer en stemme. Jeg kan ikke undgå at fornemme jeg har afbrudt nogen i noget. Jeg spørger hvem jeg taler med, og der lyder ingen svar. Nogenlunde forbløffet, spørger jeg, om jeg taler med Kjeld. Det gør du ikke, lyder svaret kontant. Har jeg ringet til det rigtige nummer? Det har jeg, igen kort. Javel, hvornår skal jeg så ringe, spørger jeg. Hvem er du, svarer stemmen, nu pludselig tilstede. Jeg forklarede mig, og i en ligeledes kortfattede udveksling fik jeg at vide at jeg skulle ringe senere - meget senere, eventuelt en ti-tiden den aften. Jeg takkede for oplysningerne, og kunne ikke undgå at smile mens jeg lagde telefonen fra mig. Jeg kunne ikke ryste fornemmelsen af, at jeg var blevet afprøvet på en eller anden ejendommelig facon.
Mødet med Kjeld Johansen foregår på Kolding Bibliotek. Bygningen er et pragtværk af beton og stål, desorienterende dimensioner af stålsatte glasfacader hvirvler stedsansen rundt, den hvirvles rundt i rummet og skylles til sidst ud ved vindeltrappen i hjørnet på den store hal i konstruktionens hjerte. Det var også her jeg befandt mig, aftalen var vi skulle mødes på biblioteket, men -
Hans navn er Kjeld Johansen.
Første gang jeg hørte det navn, sad jeg ved Baren med det obligatoriske slæng, hvor én sad og kæftede op om uretfærdighed. Problemets emne: Denne her besynderlige mand på hans arbejde, der, ifølge rygtet og på ukendt vis, havde hjulpet en kvinde ud af en uheldig situation, og nu kørte hun ham rundt i det ganske land - senest til Møn (og så på alle døgnets vilkårlige tidspunkter!). Uretfærdigheden lå jo så i, at min ven her i Baren nu også vil have en privat chauffør.
Da jeg grinte og spurgte ham ad hvorfor han følte sig fortjent til privat chauffør, strakte han sin stive nakke og påpegede sit 8 procent invaliditet. Det var vel bare fordi ham den anden var vigtigere med foreningsarbejdet for døde hunde i Bruxelles og alt mulig - den nakkekrave han gik rundt med var sgu bare til for varmens skyld; han var så sej og hærdet at to krykker var ganske overflødig, han nøjes med en! Min ven trak slutteligt på skuldrene og sagde at han i det hele taget ikke anede hvad manden egentlig lavede på biblioteket, han havde formentlig bare gjort det til en slags arbejdsplads for sit offentlige virke.
Jeg finder nummeret til Kjeld Johansen via Mindelundens hjemmeside. Ringer, forventer en kontordame i røret. Opkaldet bliver besvaret, men der er stilhed i røret. "H-hallo?" stammer jeg efter nogle sekunders stilhed. "Ja hej," svarer en stemme. Jeg kan ikke undgå at fornemme jeg har afbrudt nogen i noget. Jeg spørger hvem jeg taler med, og der lyder ingen svar. Nogenlunde forbløffet, spørger jeg, om jeg taler med Kjeld. Det gør du ikke, lyder svaret kontant. Har jeg ringet til det rigtige nummer? Det har jeg, igen kort. Javel, hvornår skal jeg så ringe, spørger jeg. Hvem er du, svarer stemmen, nu pludselig tilstede. Jeg forklarede mig, og i en ligeledes kortfattede udveksling fik jeg at vide at jeg skulle ringe senere - meget senere, eventuelt en ti-tiden den aften. Jeg takkede for oplysningerne, og kunne ikke undgå at smile mens jeg lagde telefonen fra mig. Jeg kunne ikke ryste fornemmelsen af, at jeg var blevet afprøvet på en eller anden ejendommelig facon.
Mødet med Kjeld Johansen foregår på Kolding Bibliotek. Bygningen er et pragtværk af beton og stål, desorienterende dimensioner af stålsatte glasfacader hvirvler stedsansen rundt, den hvirvles rundt i rummet og skylles til sidst ud ved vindeltrappen i hjørnet på den store hal i konstruktionens hjerte. Det var også her jeg befandt mig, aftalen var vi skulle mødes på biblioteket, men -
"Er der noget jeg kan hjælpe dig med?"
Stemmen kastes imod mig fra alle flader. Jeg snurrer forvildet rundt om mig selv, og får øje på en ejendommelig mand, målrettet, på vej imod, og nu forbi, mig. Han er ikke stor, ikke lille, hverken gammel eller ung, men hans løvelignende hårpragt og strittende vildskæg vidner om den livskraftige personlighed der gemmer sig bag.
"Er du Kjeld?", skynder jeg at spørge mens han går forbi mig.
"Jaja, og du er vel Anne," svarer han, fortsætter rundt om hjørnet, "jeg har reserveret et lokale," siger han og åbner døren ind i et lille mødelokale, "for med alle dem der kommer her og leder efter mig, vil du ellers nok ikke få meget ud af det her."
Først da han stiller sin krykke op ad bordet anerkendes dens eksistens.
Han gestikulerer mod en rullekuffert i hjørnet med en mager nikotinfarvede finger, siger det er hans skoletaske - “Jah, det er alt det papirarbejde jeg, sådan, ka’ få brug for i løbet af en dag.” Han forklarer papirbyrden associeret med sit arbejde, og hvordan 90% af hans hjem er dedikeret til selvsamme.
Kjelds hjem afspejler sin ejer. Som førtidspensionist dedikerer han også 90% af sit liv til foreningsarbejdet, bl.a. 'de døde hunde i Bruxelles'. Kjeld er formand for dyrekirkegårdforeningen på både lokalplan, landsplan og i EU, og rejser i den anledning en del rundt både i Danmark og EU. De lokalt engagerede i Kolding vil vide at der har været tovtrækkeri mellem den lokale dyrekirkegård og kommunen, resulterende i den midlertidige løsning, der er Dyrenes Mindelund. Udover sit arbejde med dyrekirkegårdene, estimerer Kjeld sig til at være aktiv medlem af omtrent 40 andre foreninger.
Kjelds indsats har ikke været for ingenting, en paraplyorganisation for alle landets dyrekirkegårde er kommet på plads, for på denne måde at ensrette retningslinjerne på tværs af landet.
Hans øjne slår gnister og hans rolige facade brydes af store armbevægelse, når han kommer op i omdrejninger. Kjeld påpeger mange gange hvordan centralisering samler ressourcerne og derfor er stor gavn for brugerne, der derfor også får flere muligheder for at mindes deres dyr. Ikke mindst mener Kjeld også at samfundet har brug for et sted at vise respekt over for dets tjenestedyr. Ivrigt trækker Kjeld rullekufferten hen til sig, lyner dem op og begynder febrilsk at gennemrode sine mapper. Langt om længe finder han den rigtige, og med stor begejstring indvier han mig i sin hemmelige plan. Med sin rolige gule finger peger han på oversigtstegninger fra den omdiskuterede kommende dyrekirkegård på Tvedvej, han viser mig hvordan særlige cirkulære gravpladser hvor grave reserveret til tjenestehundene omkranser en skulptur, evt. en tjenestemand og sin hund.
Danmark er mindst 10 år bagud i henhold til EU lovgivningen, udbryder han pludselig frustreret.
Man dvæler ikke længe over et emne i samtaler med Kjeld. Han har udførlige og ladsiggørelige planer, og de billigste af slagsen, understreget han, for de understøttes af frivillig arbejdskraft. Man kan fristes til mistænke nogle af alle hans visioner at være blot visioner, men eftersom flere og flere mapper åbnes, arkitekttegninger fremvises, kommunale områdeplaner beskrives overbevises man. Den er god nok - og ikkun er den god nok, dens sande omfang er overvældende på den uindviede. Her er virkelige planer der blot skal iværksættes på et politisk plan.
Man kan jo ikke stå der i bar røv for åben gade.
Og det er her de nøgne piger på den planlagte kirkegårdsplads ved Tvedvej kommer ind i billedet.
En happening, som Kjeld har udset sig som mulighed for at bringe opmærksomhed på et specifikt problem der er opstået mellem danske retningslinjer og dem udstukket i Bruxelles. EU kræver bl.a. arbejdstøj til de, der arbejder på dyrekirkegårdene. Og det er Danmark helt med på, i hvert fald indtil der skal konstrueres omklædningsrum og indføres vandledninger.
Begejstringen er ikke til at tage fejl af.
Begejstringen er ikke til at tage fejl af.
“Man kan jo ikke stå der i bar røv for åben gade. Men det er åbenbart det der er meningen! Hvis nu sådan et par pæne tøser en dag stod deroppe på Tvedvej og blev nødt til at tage tøjet af - det bliver de jo nødt til hvis der skal arbejdes - så skulle de nok se at få gjort noget ved det problem i en fart!”
Men problemet er grundlæggende et gammelt og velkendt et: nemlig penge. For at kunne overholde EU direktiverne, skal der både konstrueres bygninger og opstilles hegn, til det kræves både medarbejdere og budget. Kjeld sukker over Danmarks position på en global plan; Politikerne i Danmark har ikke en finger i vejret, kommunernes regulativer er hæmsko, og mens bl.a. USA og Australien har stor succes med tiltag som kørekort til dyr og centraliseringen samt privatiseringen af dyrekirkegårdene, er der stort set ingen interesse for den slags i Danmark.
Jeg spørger Kjeld om han har oplevet noget til mediernes rapporteret stigende interesse i dyrebegravelser. Reaktionen er uventet. På trods af de store armbevægelser, har Kjeld forholdt sig fantastisk velartikuleret, berettede frit og velformuleret omkring de politiske forviklinger mellem Danmark og EU, uden at snuble remsede han paragraffer, årstal og navne op fra det dyrebegravelsespolitiske cirkus. Man er ikke i tvivl om mandens skarpsind, og hans svar hidtil har båret præg af gennemøvede taler.
Men problemet er grundlæggende et gammelt og velkendt et: nemlig penge. For at kunne overholde EU direktiverne, skal der både konstrueres bygninger og opstilles hegn, til det kræves både medarbejdere og budget. Kjeld sukker over Danmarks position på en global plan; Politikerne i Danmark har ikke en finger i vejret, kommunernes regulativer er hæmsko, og mens bl.a. USA og Australien har stor succes med tiltag som kørekort til dyr og centraliseringen samt privatiseringen af dyrekirkegårdene, er der stort set ingen interesse for den slags i Danmark.
Jeg spørger Kjeld om han har oplevet noget til mediernes rapporteret stigende interesse i dyrebegravelser. Reaktionen er uventet. På trods af de store armbevægelser, har Kjeld forholdt sig fantastisk velartikuleret, berettede frit og velformuleret omkring de politiske forviklinger mellem Danmark og EU, uden at snuble remsede han paragraffer, årstal og navne op fra det dyrebegravelsespolitiske cirkus. Man er ikke i tvivl om mandens skarpsind, og hans svar hidtil har båret præg af gennemøvede taler.
”GAH!” og et vildt frustreret ansigtsudtryk er nu hans eneste, simple svar. Udbruddet hænger i luften i et par stillestående sekunder, og ligeså hurtigt som øjeblikket opstod, var det væk igen.
“Jeg har nok haft 1000 opkald siden nytår. Og dem alle - nej, ikke dem alle, men 90 - nej, 95% af opkaldene var hvalpe og killinger.”
Og pludselig forstår jeg ham meget bedre.
“Det er hovedårsagen til, at jeg mener vi skal indføre et kørekort til dyr. Så kan man tage kvalifikationer til diverse dyr, eventuelt modtage merit for dem man er vokset op med. Det er jo forfærdeligt med alle de her mennesker der køber en hvalp eller killing fordi den er sød, men så skal de på ferie og hvad stiller man så op med den?”
Kjeld ryster på løvemanken i respektfuld stilhed for den sørgmodig sandhed. Det er det eneste tidspunkt gennem hele vores interaktion at en sørgmodig stemning sænker sig over os. Han er sunket sammen. Jeg kan ikke helt undgå at spekulere hvor syg manden foran mig egentlig er. Trods alt førtidspensionist, og med alle de sidefortællinger der løbende sniger sig frem, om at være udenlandsk pressefotograf og blive skudt, om dengang han som knægt trænede politihunde, om dengang han reddede en kvinde - ja, den krop har vist også ydet sit gennem årene!
Når jeg spørger Kjeld, hvad der inspirerer ham til at beskæftige sig så meget med denne sag, trækker han blot på skuldrene og svarer nøgternt, "Ingen inspiration. Det var en her og nu ting, ham den tidligere smed alt og så overtog jeg.”
En kort pause.
“Jeg vidste nok ikke helt hvad jeg gik ind til. Men hva' fa'en, jeg lever sgu endnu!", brøler han slutteligt mens vi træder udenfor, og februarvinden bærer hans ord mod nye udfordringer.
Og det er nok en god ting, altså at han lever endnu, for hans indsats for det kollektive bedste er uundværlig. Trods sin position som førtidspensionist, træder Kjeld Johansen til i samfundets flossede kanter, hvor der ingen givne retningslinjer er, og yder en indsats udover det forventede. Trods sin medmenneskelige karakter, har han ikke tid til politisk korrekthed, og er ikke bange for at være lidt fandenivoldsk i sine metoder. Kjeld Johansen er af en særlig støbning, en sjælden slags drømmer, der trodser modsætning, og har ordet, handling og en uunderkuelig slags logisk fornuft i sin magt.
Efter at have interviewet manden, ved jeg stadig ikke helt præcist hvad der egentlig er, han laver på det bibliotek. Man får fornemmelsen af et gensidigt afhængighedsforhold mellem bibliotek og mand. Ved at indrette offentlig virke med biblioteket som base, udvider Kjeld bibliotekets ressourcer samtidig med at han selv bliver en del af bibliotekets faste, omend mere farverige inventar.
Jeg smiler, tænker “7 - 9 - 13”, og efterlader ham til sin smøg med et hjerteligt håndtryk.
Abonner på:
Opslag (Atom)




