Noia in the Night in Nowhere (translated from Danish & edited)

Been travelling my whole life all over the place, but barring the occasional questionable airplane/pilot combo, it was nothing, literally *nothing* that scared me - the lack of people was what was scary, and it was in Virginia, USA of all the exotic places in the world. 

Was basically finishing up a solo road trip on the east coast, it was past midnight and I’d been on the road since leaving Florida early that morning. Somewhere around the Carolina borders, I was getting desperate for some sort of lodging, I was getting dangerously tired - my eyes were starting to see all sorts of weird things at the edges of my vision, seemed the road ahead of me was under a never-ending invasion of shadow-people darting in front of the car. In retrospect, I should’ve just pulled over somewhere, despite all the signs prohibiting overnight stops at rest areas.  

I got turned away from all the full, nice hotels along the main roads, ended up following a faded old motel billboard arrow off the highway and onto a pitted, cracked old road that wound its way up a hill, past a defunct gas station nestled in the trees, and into the noisy, sticky darkness that is the Appalachian summer wilderness.   

There was a car haphazardly parking in the middle of the otherwise-empty parking lot, an old rusted-out Cavalier with its engine running, radio and lights were on, the driver’s side door was open. No people to be seen or heard, just the broken bits of country coming from the car radio and the night animals in the woods. 

The place looked like a lodge from summer camp, if it had been abandoned to Appalachian meth-heads for a decade or so - dark triangular framework that loomed over you, its presence only evident by the way it blocked out the stars.  

I parked right next to the motel entrance, but on the door is a faded sign "USE NIGHT OFFICE" and an arrow that just pointed you off into the dark to the right. Without getting out of my vehicle, I slowly rolled the car in the arrow's direction, and came to a glorified shed at the far end of the building, under the lots only light source - an old aluminum street-lamp with its own shifting halo of Appalachian insectry. The light was yellow, and I realized this was the light source I'd believed to be the moon on my way up the hill.  

I reluctantly got out of the safety of my car, the only thing I wanted less than that was to keep driving. 

Behind nicotined bulletproof glass, like an old drive-thru window at the world’s most questionable fast food joint, was an aging, balding, overweight fellow in a mandatory ratty yellowish undershirt, watching porn on an old CRT tv and annoyed that I'd had the audacity to disturb his session for a room at such a late hour.

Which was fine and understandable, but he could at least have washed his hands before spending 20 minutes and a magnifying glass to study my various international IDs and eventually handing me the key.    

And where did the driver of that lonely car go? Is it just going to be running there all night? What happened?!     

I am usually never a scared or paranoid person. But my gut feeling was shrieking, no one anywhere but the airports ever put so much energy into verifying my identity, simultaneously bored and annoyed with me. It felt almost like he was keeping me around long enough to identify a reason to make me move on

Eventually I got the room key though. The key fob was a worn piece of plywood with a number written with Sharpie. The man in the nicotine porn cell let me know my room was around the corner and up the stairs.   

I went back to my trusty vehicle.  

The other car was gone. 

I had been no more than 50 feet away from it. There had been no sound, I'd seen no people, but somehow, the abandoned car was gone. I wondered if the owner came back, if the owner’s possible murderer had escaped in the car, or whether someone unseen already had stolen it for drug money. 

This is the first and only time I've ever heard from that wicked little voice in the back of my head: "you are a girl alone in the woods" it said, and it was true. A big, strong, not-conventionally-attractive girl, but still a lone girl in the wilderness, nonetheless. I've traveled alone through lots of places that had others questioning my judgment afterwards, places I get told women never should be alone in, but I've never become aware of myself in that way before or since. 

I tried to calm myself, the other car had gone now and hopefully whoever it belonged to as well, I had nothing to be creeped out about, everything was par for cheap nighttime motels.   

I rolled my car around the corner, and into the pitch blackness that lived behind the building, guided into a parking space by the soft blue glow of a solitary, half-bashed-in vending machine. Grabbed my bag, got out, located the rickety stairs and went up. I was struck by the silence, told myself it was because the lodge now was blocking the white noise of the highway down in the valley, told myself that I'd scared the forest animals into silence, told myself once again all was well.   

As I was looking for the right room number, crunching gravel broke the silence, and another car came rolling around the corner and right into the parking lot adjacent to mine.  

"99 empty parking spaces, not a single other soul here, but you gotta pick that one?" said the paranoid voice in the back of my head. 

And then I realized that the car was identical to mine.  

Same make, same model, same color, same year. 

Nothing suspicious, just an odd coincidence, and my ability to cope with weird coincidences was shrinking by the second in this weird, dark place.  

"maybe the rental companies get a good deal on the new corrollas?" - the paranoid voice whispers, while the rest of me spotted the right door, and rushed over to it.  

A part of my brain concluded (without involving the rest of me) that if I wasn't behind that room's door before the other driver exited their vehicle, I would die. 

I jammed the key into the lock and suddenly a more physical, more noisy kind of darkness came flying at my face – the black in the black screeched angrily as it flapped away - I might've screeched just a little bit too. Apparently a pair of birds had been nesting in the light fixture next to the door.  

The other car's engine stopped and its lights went out. 

My heart was in my throat. I finally managed to fumble the door open, rushed through it and slammed it immediately behind me. First thing you do then is lock the door right? Except the chain lock had been ripped out, and all that was left was a small piece of chain dangling impotently from the backside of the door. The built-in lock on the doorknob didn't work either, as it obviously had knocked its way out of the doorframe on multiple occasions. The only lock that worked was the little extra sliding lock that you might recognize from cheap public bathrooms. I had no choice but to put my life in the hands of 2 inches of cheap metal, and slammed the lock  in pace, feeling more relieved than that piece of metal probably justified. 

So. Now I was supposedly safe. Just me, the holes in the wall, and the well-fed spiders for company. 

The room was just as questionable as you'd expect a 30-dollar room in the middle of nowhere to be. But at least I wasn't on the road. Tried to sleep, but now I was thirsty. Went to the sink for some water, after some gurgling and groaning, the faucet gave up something that was rust-colored and smelled like aquatic plants. There was that vending machine outside - could check if it still worked? Could also grab my snacks from the car... 

Since its now around 4AM and time has passed since that creepster car came up, they're probably long gone, I should be ok out there, I thought. I darted down the stairs, past the vending machine and over to the car, grabbed my crackers and some change out of the car, and when I turned around, there is someone else with his back to me, using the vending machine. Yeah, these coincidences stopped being fun a while ago. He wasn't there when I passed by 20 seconds earlier, surely I would've heard him walking on the gravel or the rickety wooden walkway?! 

I cleared my throat, shuffled my feet on the gravel, making sure he could hear me coming up behind him. I know what my reaction might be like if someone scared me at 4AM in the middle of nowhere, and who knows what startled men at 4AM in Virginia do. 

No reaction, he just kept loading change into the machine, hit the button for a soda, "SOLD OUT". 

I coughed slightly, made sure my flipflops smacked extra loudly. 

Still no reaction, he hit another button, still "SOLD OUT". 

I muttered a sympathetic 'wow' under my breath, now not more than 5 feet from him. 

He still didn't acknowledge my presence. I wasn't getting any closer than that. 

He worked his way through all the buttons, at the bottom he hit jackpot and a small bottle of water clunked to the ground and rolled away from him. 

Finally I could see his face, and was surprised to see a face my own age. Judging from his posture and clothing, I'd expected the face of a retired coal-miner or something. 

He quickly grabbed the bottle, stood up, flashed me a bunch of white teeth, turned and disappeared around the corner. His haste surprised me, it wasn't a quick walk, the man literally ran. I wondered whether he had been just as nervous about me as I had been of him? It seemed unlikely, why would a large man be afraid of some lady tourist in flipflops? 

I shrugged it off. At this point things were just too weird, and in the oddest, most anticlimactic way.  

I loaded the vending machine with change, and coaxed it into relinquishing another bottle of water, went up the rickety old stairs and back into my room. I said goodnight to the 5-inch arachnid legs sticking out of a hole in the wall, just above the headboard, and was about to pass out on the bed when the strangest noise sent shivers down my spine. 

From the fringes of sleep, the noise was the howl of a primordial Wendigo God. At that place between sleep and reality, part of me immediately capitulated to whichever mythological horror was coming for me.  

In reality though, it was just a train in the distance, blowing its horn for some or other reason, acoustics warped by the geography and terrain. As my thoughts returned to the world of logic, I realized the horn kept blowing. Here, in the middle of nowhere, there shouldn't be so many traffic intersections that the train should need to keep blowing a consistent warning. I also recognized that the sound was coming from the wilderness behind the lodge, the same general direction which I'd seen the man bolt into the darkness not long ago. The train's horn had also changed - it wasn't the typical long-drawn honk you usually heard, it had broken off into choppy sections, now the howl was erratic, almost panicked in its intervals, as if trying to warn someone. The train's noise was getting closer, through my pillow I could now not just hear, but even feel the 'clickety-clack' of the oncoming train, just as if I'd put my ear down on a train track, like in the old westerns. The entire room vibrated with the train and its howl, I could feel it in my bones, and the insistent screaming horn only got louder and louder, as if it were the voice of my own rapidly-growing paranoia. 

Just as I felt compelled to start tearing my own hair and teeth out of my own head just to shove them in my ears and stop the horrible reverberations, a flash of rational thought blew through my mind. The last thing I remember before passing out was a recollection of a scientific correlation between subsonic sound waves and an unexplainable sense of unease or foreboding. 

I came to the next morning, completely stiff since I apparently hadn't moved since passing out, but more than ready to be on my way. Bathed in golden morning ambiance, the lodge was now transformed into a cozy mountain retreat, complete with an aproned motherly figure sweeping the steps in front of the main entrance. My car was all alone in the parking lot, no sign of any other guests who'd stayed the night.

I handed the lady my key, and she flashed a bright smile. The smile was odd, and I finally realized what people meant when people spoke of “a smile with too many teeth, like a shark’s grin”.

“Enjoy the rest of your trip!”, she exclaimed cheerily, her broom didn’t miss a beat.

Thanks, I replied, and stopped to refuel at the full-service gas station at the bottom of the hill on my way back to the highway.

Sommerens Blockbuster

De mange tv, der er strategisk placeret rundt omkring i det amerikanske landskab, omtaler alle det store sommerhit.

Sidste år begik Anders Breivik en udenlandsk blockbuster-tragedie. Traditionen tro, importeres konceptets succes til USA, med en kraftig Hollywood-drejning med en kraftig smag af Batman’sk antihelt.

Denne gang er det ikke bare film. Publikums indlevelse har fået en drejning, der afspejler det nye årtusind. I stedet for at være passive tilskuere, har hele verden nu mulighed for at deltage aktivt og gøre en forskel mens dramaet udspiller sig, og efterskælvene sender bølger gennem det amerikanske samfund.

Kort tid efter de første skud affyres, offentliggør de involverede deres historier i form af skriftlige redegørelser, mobiltelefonoptagelser og digitale billedserier. Politiradioerne streames live over internettet. På den sociale netværksside Reddit, gør de mange tusinde engageret tilskuere sig nyttige ved at tilbyde sig selv samt ressourcer, der sørger for, at der ikke er én detalje fra sommerens hit, der tabes på gulvet. I de følgende dage, deles al information omkring hittet i en række af kollektive opsamlende real-time poster på Reddit, der viser sig fra sin bedste side, og viser verden, hvordan nyhederne i det nye, sociale årtusind måske kan blive – fri fra  de globalennyhedsmatadoreres skræddersyet virkelighedsnarrativ, og vædet i ægte blod, sved og tårer. Filmens verden og virkelighedens verden smelter sammen og frembringer et helt nyt multicellet væsen, skabt af individers særskilte interesser i det kollektive.

Bedre markedsføring findes ikke. Ægte følelser, ægte blod, ægte begivenheder der frembringe ægte reaktioner blandt tilskuerne. Så meget bedre end endnu en koppe tam Hollywood suppe, brygget over en udkogt flagermus-knogle. Nu bringes sommerhittets udfoldende tragedie på alle kanaler; det er umuligt at undgå den. Man vil vide mere – mest ønsker alle at vide *hvorfor*.
Sommerhittets store drejning, den dramatiske afsløring, er vi endnu ikke nået til – premieren er ikke slut endnu, og kun fremtiden kan fortælle os hvorvidt narrativet nogensinde bliver afrundet, eller om tragedien forbliver i virkelig meningsløshed. Eller måske en helt tredje mulighed: man finder måske ikke meningen i galskaben, men en mening ved galskabens effekt og bivirkninger, som fx her, "My Uncle Greg just got two new lungs from a victim of the Aurora shootings. Amazing that such a tragedy saves a mans life too.." (Reddit post)

For årets blockbuster er ikke bare en 92 minutter lang film, som vi kan købe på dvd om en måneds tid. Nej, årets amerikanske sommerhit fylder mere, varer længere, rører tilskueren på et dybere personligt plan, og er derfor meget mere virkelig.
Kan BluRay løfte den opgave (ej at forglemme alt bonusmaterialet)?

Queens of the Stone Age: Feel Good Hit of the Summer

Rejsens Lufthavns-betonede Farver

Så, den obligatoriske ventetid.

Nogen gange forekommer det mig, at det, at rejse, består af lange afventende perioder af beige og læderbrun, afbrudt af hysteriske, farverige og flygtige øjeblikke af travlhed og manglende overblik.

Denne beige og læderbrun periode er spækket af sart pink boblende jordbærsaft og neongrønne æbler, pakket i funklende plastik. Til forskel fra Kastrup, hvor alt ensformige nuancer af leverpostej - eller, som business lounge’en kalder det: leverpaté med peber.

Men jeg er også stadig i New York.

'Noia i Natten i Nowhere

Det var en mørk og stormfuld aften... eller måske ikke...

Jeg er på vej hjem fra Key West - som at rive et plaster af, kan det kun gå for langsomt.

Klokken er over midnat, jeg har kørt i over 12 timer, og jeg er begyndt at se skyggedyr - når man har kørt længe nok om natten, begynder øjnene at drille, og pludselig ser man en masse aflange mørke ting, der farer ind under bilen. Efter de først par stykker bliver man lidt ligeglad. Hyppigheden tiltager - og det var sådan jeg ikke opdagede det rådne stinkdyr, der badet min bil i duft sidst sommer.

Det er der, kørslen holder op med at være forsvarlig.

Jeg ved ikke helt hvor jeg er, formentlig har jeg krydset statsgrænsen mellem Florida og South Carolina - men udover det, aner jeg ikke hvor jeg er. Billboards nedtæller milene til næste statsgrænse, hvor en stor turistfælde lokker alle fra nær og fjern med en kæmpe neon-sombrero.

Men pludselig et andet, mindre neon, skilt! 30$ hotelværelser ved næste afkørsel! Jeg er på! Knap er skiltet sust forbi før afkørslen lurer - jeg hakker bremsen i, drøner op ad rampen. Jeg må være på et bjerg af en art? Bilens lygter farer over vejens tætbevokset rand af ukendte træsorter, både gran og løv. Skyggedyrene har fået øjne, der nu reflekterer fra krattet i alskens farver.

Rampen udmunder på en smal, hullet vej, der fører mig nedad og forbi to lukkede tankstationer. Den ene har vist været lukket længe: facadens spånpladeøjne med grafitti-pupiller glor blankt ud mod motorvejen, og cementøerne, nu uden mekanik, tjener som små grønne øer af blomstrende ukrudt under et falmet tagskelet.

Et gulligt lys oppefra fanger min omtågede opmærksomhed. Lyset er ikke månen, som jeg først troede, men hotellets skilt, der skinner ned fra en pludselig bjergside. Bilen bumler vej mod lyset som en forkrøblet natsværmer.

Midt på parkeringspladsen, holder der en ældre bil, en Pontiac måske. Lygterne er tændt, og døren på førersiden står åben. Der er ingen mennesker at se, heller ingen lys i hotellets vinduer. Klokken er jo næsten 3 om morgenen, og hele situationen virker bare mærkelig, men... "its none of my business", og hele min tur har været lidt 'odd & off' på den måde.

På hovedindgangen hænger der et skilt: "BRUG NATVINDUET" og en pil mod højre. Jeg triller bilen rundt om hjørnet, ikke helt villig til at kaste mig selv ud i situationen.

Bagest på bygningen er der da en oplyst dør. Jeg triller nærmere - jo, der er da et vindue - men jeg mangler stadig at finde vedkommende person der tilhører bilen. Hvem ved, hvor de gemmer sig, ligger på lur, klar til at-

Jeg griner lidt af mig selv, inden jeg stiger ud af bilen. Det ligger overhovedet ikke til min natur at være så paranoid - men igen, hele min tur har været lidt sær og flosset i kanten, så det er nok bare det... Vedkommende er sikkert inde og få et værelse, nøjagtig ligesom mig.

Jeg går ind ad døren, og nej, det er de ikke.

Til gengæld sidder en lavstammet, busk-skægget mand i slidte cowboybukser og grå-hvid t-shirt og ser tv. Han skynder sig at slukke når jeg kommer hen til vinduet.

Han har meget tung sydlig accent, og har meget travlt med at sikre sig at alt mit papirarbejde er i orden. Han stiller samme sikkerheds-teater-spørgsmål, som man møder i lufthavnen: "What are you driving with?" - da han allerede har både mit danske og internationale kørekort i hænderne, og jeg ikke aner hvad han så egentlig spørger om, kan jeg kun svare "My car," - og det stiller han sig tilfreds med.

Hvordan det overhovedet er relevant i hans øjemed, finder jeg heller aldrig ud af.

Jeg når at spekulere om han er hotelejerens 'special' lillebror, der tjener til livet og vejen på denne måde.

Nå, men efter manden har brugt 20 minutter på at nærstudere samtlige identificerende dokumenter, jeg har i min varetægt, udlever han nøglekortet med et grynt, og vender sig tilbage til sit fjernsyn.

Jeg vender tilbage til min bil, triller den rundt om bygningen igen - og nu er den mystiske bil væk. Ingen er kommet eller gået, mens jeg var der, men nu er bilen borte. Lidt beroligende, alligeveller. Jeg parkerer bilen ved trapperne op til anden-salen, tager min taske, og går op.

Umiddelbart forekommer stedet mig stille - indtil jeg opdager, at det bare er motorvejens konstante brummen, der er væk. Insekter hviner, klikker, hyler i vildskab overalt i den omgivende skov. Grene knækker.

Endnu en bil triller op ad indkørslen, knaser vej henover parkeringspladsen, og glider ind i båsen lige ved siden af min bil.

Identisk. Den er identisk med min! Ny, sort Corolla! Paranoiaen hæver atter sit grimme hoved, som jeg prøver at dæmpe med tanken om, at den nye Corolla nok er billig for biludlejere. Eller noget.

Pludselig lyder et drøn lige foran næsen på mig - to fugle, bosat i den mørklagt væglampe ved siden af min dør, er blevet vækket, forskrækket, og hvirvler ud i natten. Vildt utilfredse lyder de også.

Måske lavede jeg også en forskrækket lille lyd der. I hvert fald synker jeg hjertet, der nu er helt oppe i halsen på mig, og skynder mig at låse døren op og komme indenfor. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er meget vigtigt for mig at komme indenfor inden vedkommende fremmed i den identiske bil stiger ud. Det lykkes.

Jeg vender mig om for at låse døren efter mig, og ser at kædelåsen er blevet flået ud af væggen. Kæden dingler impotent fra døren. Ejheller er det obligatoriske håndtagslås tilstede. Der er da en lille boltlås, som jeg hastigt slår til, men regner ikke med at dens løse fatning kan stå imod noget meget kraftigere end en sidevind. Døren er fuld af buler, lys fra parkeringspladsen vælter ind både over og under døren, og den nederst halvdel af døren ser ud som om, at noget en dag besluttede sig for at pille døren i stykker, trevl for trevl.

Lige meget, jeg vil sove. Men min mave knurrer, og jeg har glemt mine kiks nede i bilen - jeg prøver vandet i vandhanen, men spytter det hurtigt ud igen, det er både varmt og smager af klor og rust. Lort. Jeg må ned i bilen igen, og hen til colaautomaten henne ved kontoret. Jeg åbner døren, alt er fredeligt, ingen er at se.

Jeg henter mine kiks i bilen - og pludselig står der en mand henne ved colaautomaten. Klokken er fire om morgenen - her er godt nok et aktivt sted for at være et øde hotel midt i intetsted. Jeg overbeviser mig selv om, at det er en rejsende, ligesom jeg. Måske endda vedkommende i den identiske bil.

Jeg går hen til automaten, og hilser på hans ryg - han kunne umuligt undgå at høre mig klip-klapre hen ad fortovet.

Han svarer ikke, men propper flere mønter i automaten, og vælger sin drik. Udsolgt. Han vælger næste knap. Udsolgt. Det sker 4-5 gange. Jeg ytrer den amerikanske udgave af "Helt ærligt altså!" - stadig ingen respons - og så producerer automaten modvilligt en flaske vand.

Det var altid noget, tænker jeg, men givet situationen, siger jeg det ikke højt.

Med sin gevinst i hånden, retter han sig op, og vender sig pludselig om imod mig i en underlig, mekanisk bevægelse. Til min overraskelse ser jeg, at han er min alder. Endnu mere overraskende, blotter han pludselig sine tænder og spærrer øjnene op i en flygtig hvid grimasse, som jeg antager, er et smil. Så forsvinder han i løb rundt om hjørnet.

Først bagefter, på hotelværelset, med min Mello Yello og cheddarkiks, opdager jeg retningen var væk fra hotelværelserne, væk fra vejen, og ind mod skoven.

Inde på værelset bor der nogle edderkopper, der ser ud som om de er blevet passet og plejet. I hjørnet er der en revne, og ud af den revne stikker der nogle ben, der i hvert fald er 5cm lange. Den slags edderkop, der ligger på lur, tænker jeg. De flytter sig midlertid ikke, og jeg går i seng.

Pludselig høres et tog, der tuder i vildskab. Jeg vidste ikke engang at der var skinner i nærheden! Hornet tuder videre - ikke en velafmålt gang, som den varsel, tog giver ved jernbaneoverskæringer, men gentagne gange, i helt uregelmæssige paniske længder. Jeg opdager at hornet lyder fra samme retning som manden forsvandt mod.

Hotellets knogler brummer med vibrationerne, og jeg hører tydeligt togets rakkiti-klakken i min pude, som havde jeg lagt øret på en jernbaneskinne.

Jeg prøver at falde i søvn, men har stadig en underlig, ubehagelig uro i kroppen.

Hvad er der op med paranoiaen her?!, tænker jeg frustreret.

Min sidste tanke inden jeg falder i søvn er en dejlig, beroligende, rationel, videnskabelig erindring: subsonisk lyd, som den, der kan uskilles fra tog og færge, opfanges af underbevidstheden, og kan føre til fysiske følelser af ubehag og paranoia.* 

Ligesom det ene, aldrende, rustrøde, østeuropæiske fragtskib, der nogle gange lægger til i Koldings havn - dens vibrationer på vej gennem fjorden går lige i Fjordparkens pilotering, som en kæmpe stemmegaffel.**

Det giver mig mild ubegrundet utryghed i bedste fald, i værste fald vildt ubehag, en lyst til at trække mine vibrerende tandrødder ud eller kradse mine øjne ud, bare for at fylde dem i mine ører og afbryde det rungende ubehag i mit kranie!

Næste morgen, er min bil helt alene på parkeringspladsen, og på hotelkontoret går der en moderlig kvinde og fejer. Hun tager imod mit nøglekort med et smil. Smilet er sært, som om der er alt for mange, alt for hvide tænder. En hajs smil. "Fortsat god tur," siger hun, og fortsætter dagens gerning.

Jotak. Jeg skal vist videre herfra.

*: http://schizophonia.com/installation/trauma/trauma_thesis/index.htm, "Acoustic Trauma : Bioeffects of Sound", Alex Davies, BFA Honours

**: bemærk hvor mange stemmegaffel-skulpturer, der findes i Kolding! Hvorfor? Der er en på havnen, en i krydset mellem Ndr. Ringvej og Vejlevej, samt en tredje i et af de nordre industrikvarterer. Mon der er flere?

Awkward Oplevelser fra Key West

Så jeg bor lige lidt på en bed and breakfast, ejet og drevet af en homopar - en meget almindelig ting her på Key West, der er kendt for frisind. Ham, der passer kontoret, sidder tit ude på terrassen og snakker med gud og hver mand, der går forbi (og hylede mig en bette smule ud af den, da han råbte efter mig igår, og rent faktisk udtalte mit navn korrekt - havde et lille Extremely Loud & Incredibly Close øjeblik - ellers er det nemlig kun de, der kender mig, der udtaler mit navn korrekt herovre).

Så i dag kom jeg hjem og han sad derude.
Han råbte til mig: "HEY GIRRRL!"
...jeg skulle slå nødbremsen i, for ikke at svare "hey-HEY-HEEEEY!" per automatik (tak for det Lasse) - og så blev jeg ellers helt ude af stand til at sige noget som helst i ca 10 sekunder.
Efter øjeblikket var kommet og gået, fik jeg fremstammet nøjagtig den samme hilsen, som han også fik igår. Lige nu kører min sociale hjerne på en slags standby af faste replikker og autopilot. Og han fortjener da lidt bedre - han kan mit navn!
Øv.

I andre nyheder, skal man ikke spise på en bar med meget høj han-til-hun-faktor som solo-rejsende kvinde. Især ikke, hvis man har en 'pæn' dag (er blevet solbrændt og krølhåret af en dag på havet) og alligevel føler sig ret mat og asocial.
Jeg blev placeret ved bardisken vendt ud mod poolbordet, og havde flux 2 poolspillende redneck kors-tatoveret krigsveteraners opmærksomhed - jeg ville jo bare æde jo!
Så sidder de der, og puster sig op med den ene historie vildere end den anden...
Pointen er: for at få sådanne til at gå væk, så man kan tygge færdig i fred, skal man bare sige at man bor i socialistDanmark, at man ikke føler sig som amerikaner, at man ikke rigtigt gider drikke, og at man ikke arbejder - men til gengæld er evighedsstuderende på velfærdsstatens regning.
Pist væk var de! Tryltryltryl :)
Maden var forresten rigtig god - noget der hedder hogfish i filet, og små lilla baby-blæksprutter i salat (de var så nuttede, at man fik dårlig samvittighed, mens de knaste mellem tænderne).

Solnedgangsoplevelsen, hverken mere eller mindre.

Så er jeg endelig nået hertil. Dertil.

Det er allerede min sidste aften her ved Drop Anchor på øgruppen Islamorada.
En enkelt dag i solen blev det til, uden torden, uden børn, uden påtrængende kropsfunktioner og nødvendige errender - allerbedst: ingen forpligtelser, hverken over for mig selv, min 'karriere' eller mine venner eller familie. Jeg nu så langt væk at der ikke er noget at gøre.

Så her sidder jeg, i skyggen af en palme-paraply, med en slet skjult Corona i et blåt plastikbæger, tre meter fra vandkanten, med en pelikan til selskab.
Solen sænker sig bag ved mig, og og i øst begynder nattens tordenskyer at indtage deres position. Der er de glatte, glå skyer fra Atlanten, der smutter henover øerne her. De danner luftlandskabet rundt om de standhaftige, voldsom-pink-orange skyer der indtager horisonten fra den mexikanske golf. Nattordenen følger efter solnedgangen, som månen følger efter solen, og som morgenen følger natten.

Nu hvor verdenskuglens mørke side har absorberet mig, tiltager vinden. Den bærer hastigt skyerne nærmere - både nærmere mig, og lavvandene, hvor de kontrastende vinde duellerer hver nat. På vinden flyver enkelte antydninger af væde, ikke nok, men lige nok til at give dig tid til at finde ly. Inden længe vil nattens skyer være her for at køle verden ned med deres dovne, fede regndråber og umotiveret buldren. Fiskerne kommer hjem.

For helvede hvor føles det godt. Det kan da umuligt være meningen, at dette skal være dagligdagens undtagelse, fremfor regelen.

Dråberne tiltager, en lavmælt buldren høres i horisonten.

Solen er helt forsvundet nu, og det er Coronaen også.


Tid til næste kapitel.

Status:

Status: 
been stateside for 9 days, had the car for 7, have driven over 1800 miles. 

Trouble I've almost gotten into: 
left home in two different shoes, forgotten pin code, that 911 call from an island of unknown location, I've killed the GPS, attracted police attention by slowly circling a small florida neighborhood in a black car with New York plates, stalked a famous author, and just tonight I locked myself out of the hotel room when I went for ice (had to walk half a mile up US Route 1 barefoot, at night, and ask random nighttime strangers for help). 

And you know what? 
People have just been *so* kind, friendly and helpful, the whole way through! 
Thank you world for being so awesome! 
Good night :)

Helt til Rotterne

Nåmen mine fødder er trætte, men jeg har da også kun lige siddet ned et par timer idag. 

Ellers har den stået på park og museet og nye klipklapper og vandretur langs flod-stien efter aftensmaden. Og siden mine ben og fødder stadig klør, vil jeg dele mine overvejelser: 

jeg håber det er myggestik, selvom jeg ikke har set et eneste myg. 

Ellers er det nemlig loppebid. 

Fra flodrotterne. 

Men du vil måske gerne vide hvordan jeg nåede hertil, fra den prekær tilstand, jeg sidst befandt mig i?

Min mor.

Jeps, man skulle forestille at være et voksent og selvstændigt individ på 30 år, men når lokummet brænder, så er det stadig mor man ringer til. 

Og så har hun sådan set også nøglen til mit hjem - der samtidig dublerer som nøglen til løsningen på alle de problemer, jeg har glemt mig frem til.

Jeg nåede at brygge hele 3 alternative løsningsmetoder, der ikke involverede at min mor skulle lægge min lejlighed et besøg klokken 3 om natten. Men hun insisterede - og jeg gjorde nok heller ikke den store modstand. 

New Yorks skytsskøge ville nok også tilgive mig - hun ved vel også, hvor dårligt man sover, når man befinder sig i ukendte omgivelser, og feriens fremtid vakler. 

Gad vide hvor mange mennesker, der i tidens løb, er endt med at blive i byen på den måde?

Efter lidt ringen frem og tilbage, lykkedes det for min mor at lokalisere et firecifret pinkode i min lejlighed. (thankyesweetjesusmaryjosephandmoses!)

Pinkoden viste sig i dag at virke, så nu kunne jeg både spise, skaffe strømper til vandreskoene, og finde et par klipklapper af samme størrelse og slitagegrad. Så kan man tage en dyb indånding, og bare holde ferie. Og købe billet til naturhistorisk museum.

Nå. Men det var rotterne, vi kom fra.

Jeg ville gerne tage billeder fra den yndige sti, langs Hudson River, hvor bådene var ved at komme hjem for i nat.

Men hvis man stod stille for længe, blev man nappet - altså ikke af rotter, men muligvis deres lopper.

Og fordi man måske ikke er super tryg ved at gå på en dårlig belyst sti i en fremmed storby om aftenen, bliver man opmærksom på ...lydene... overalt... skratten og rumsteren i buske, træflis, skraldespande, et hvin eller skrig i ny og næ. 

De er *overalt* - det lyder som egern, man ser lige noget løbe hen til og op af et træ - men kræet har en mærkelig form og en tynd hale. 

Og så slår det mig, at jeg ikke har set et eneste egern i parken idag... så stopper jeg op for at fyre et billed af i mørket. Bare for at se hvad der dukker op. 

Sådan har jeg lært, at hvis man står stille, på det rigtige sted i NY, kan man nok nå at se 5 rotter på et minut. Ikke fordi jeg er sart, men det får lidt samme effekt som når man opdager den første myg, og det så pludseligt  klør over hele kroppen.

Her er så det billede af en rotte - troede jeg, indtil jeg kom hjem og kørte det gennem et redigeringsprogram. Indtil videre har jeg fundet 3 dyr på billedet, men der er sikkert flere.

*shudder*

Nå, men jeg har booket mig en SuperShuttle til Newark for at hente bilen imorgen - 24$, og så skal vi også lige rundt og hente 10 andre. Men jeg har 3 timer til det, så det går nok. Er mere spændt på forløbet med at leje bilen, efter at have læst anmeldelserne om 'service'en hos EWRs Budget biludlejning.

Men ingen sorger på forskud, jeg holder ferie - og det går jo nok.. 

Men det var så i dag. Så mange indtryk! Glæder mig til at se hvad verden bringer i morgen!

Således starter det...

Akaved albatross er landet!


Jeg fik lige præcis nok tid til at smide nogen ting i en taske og 2 timers søvn, inden jeg tog toget mod Kastrup.
Det gik nok, man kunne jo altid sove på tog og i fly.

Et sted mellem Kolding og Kastrup går det op for mig, at jeg havde glemt at pakke strømper.
Går nok.

Et sted mellem Kastrup og Keflavik går det op for mig, at jeg havde to forskellige klipklapper på.
Går nok.

Et sted mellem Keflavik og JFK går det op for mig, at jeg har ca. 100$ på mig, og det er dét. SUen gik ikke ind, nu hvor jeg er i skærsilden mellem bachelor og kandidat. Og jeg aner pludselig ikke hvad PINkoden til mit amerikanske hævekort & nødplan, var, da min PINhusker nødvendigvis måtte have pakket sine sydfrugter og fløjet sin vej.
Går nok?


I JFK må jeg træffe en beslutning - klokken er efterhånden 8 om aftenen, og tanken om at tage kampen op med New Yorks omstændelige offentlig transportssytem var liiiiige tung nok. Især som solo-rejsende pige, så sent på en lørdag aften, hvor mit hoved åbenbart heller ikke er skruet ordentligt fast. Jeg prøvede at forstå, men det var for uoverskueligt, og der var ingen at spørge om hjælp på den ubemandet station.

Menmenmen - hvis de hundrede dollars er alt hvad jeg har, skal de også både skaffe mig til Newark, hvor jeg skal leje bil, og derefter fremskaffe nok benzin til en 4½timers køretur - heldigvis har jeg forudbetalt både hotelværelse og lejebil.
Detøh... går nok ikke
- men på den anden side, kan jeg jo heller ikke blive stående der.

Jeg går all in.
Hopper i en taxa og nyder en stille, perfekt køretur hjem til hotellet. Turen tager næsten en time, og æder 50$. Det er først når taxaen baner sig vej gennem Central Park, 3 blokke fra hotellet, at det rammer mig, hvor jeg er henne. Ellers har mine omsusende tanker behandlet emner som indskud til hotelværelse og lejebil og benzin og mad og -
Nervøst henvender jeg mig ved hotelskranken. Skal fremvise billed-id - mit pas - panikkens rimfrost når lige at sætte sig i maven på mig, inden jeg får endevendt tasken og fundet den. Den unge, venlige og enormt forstående pige har prøvet det før.

Næst: betaling af indskuddet.
Mit danske Mastercard afvises - ikke nok dækning.
Rimfrosten bliver til en næve af isnende stål, der nu knuger alle mine indvolde sammen.

Forhåbningsfuld, og min eneste chance, rækker jeg pigen mit uvisse amerikanske visa-kort - betalingen går igennem, og jeg behøver ikke taste noget PIN - skal bare underskrive. Jeg skriver glædeligt under, og sender takke til New Yorks hedenske skytsengel!

Kapitel 1 overstået. Det lykkedes mig at få mit forvirrede korpus flyttet til hotelværelset i New York, endda i et stykke - og en nødplan er næsten brygget færdig i mit hoved....

[to be continued]

Dagen, de gik i stå. Af Anne Bay Shindel, 2012.

En dag skete det bare. Den dag startede som alle andre. Jeg husker den første jeg så. Men på det tidspunkt anede jeg ikke hvad jeg så på.

Den morgen læste nyhedsoplæseren, traditionen tro, op fra dagens varslingsliste. Deraf fremgik det, at en ny influenza, hvis navn bestod af en uregerlig flok usammenhængende cifre, spiste sig vej gennem samfundets mindre standhaftige borgere, især ældre skulle helt blive indenfor hjemmets fire vægge. Dette er der ikke noget nyt i. Siden 1900-tallets bølger af kogalskab og fugleinfluenza, er nye varianter af PRS opstået i stigende tempo.

At man overhovedet stadig kalder dem PRSer, vidner om den flygtige udvikling indenfor behandlingsmetoder - PRS står for penicillinresistent sygdom, til trods for at penicillin ikke har virket i over hundrede år. Selv det seneste "ny og forbedret" penicillinerstatningspræparat, SimycinLux8x, var kun effektiv i 8 timer inden bakterierne begyndte at udvikle forsvarsmekanismer.

Da PRSen først gjorde sig bemærket i samfundet,  var det et direkte resultat af overmedicinering samt kummerlige forhold i landbruget - man koordinerede en global indsats og nedbragte vha. velfærd og efteruddannelse landbrugets tilfælde af PRSer, mens man videreudviklede nye penicillin-erstatninger til menneskebrug. Da der kun var få typer PRSer i begyndelsen, var dette en effektiv bekæmpelsesmetode. Men efterhånden gjorde influenza sig kun gældende i menneskets offentlige rum, via ekstrem smittefare. Derfor varslingslisten, udskrevet dagligt fra helsestyrelsen, for at begrænse smittefaren i det offentlige rum.

 Mens nyhederne pladrede løs om det nyeste livsforlængende præparat og jeg snittede rodfrugter, fik jeg øje på en mand gennem køkkenvinduet.  En statslig ældre herre sad på bænken ved gårdspladsen med et fraværende, opadrettet blik. Mens jeg så på, dansede et blad på en hvirvlende vind hen og lagde sig i skødet på manden. Han trak ikke en mine, stirrede fortsat med sin tusindmile-blik over træerne for enden af gårdspladsen.

Umiddelbart mente jeg ikke, der var noget usædvanligt ved det - excentrisk opførsel blandt samfundets mere livserfarne borgere er ikke uhørt, og jeg fortsatte med dagens gerninger.

Den næste jeg så, stod midt på parkeringspladsen ved den lokale købmand. På hendes ansigt, et vagt, åndsfraværende smil, og et blik, der lettede mod horisonten. Jeg genkendte det blik med en vis udefinerlig uro.  Hendes tørre, krogede hænder hvilede på rollatorens håndtag. Trafikken snoede sig uanfægtet rundt om hende, som biler i en rundkørsel. Jeg kom til at tænke på naturudsendelsen, hvor savannens store flokdyr bisser udenom en indtørret baobab. Helt stille stod hun,  en fastfrossen pixel i et levende billedstrøm.

Atter affærdigede jeg den besynderlige adfærd som et udslag af alderdommens excentriciteter, og fortsatte forbi hende.

Men da jeg havde færdiggjort mine gøremål hos købmanden, og igen passerede parkeringspladsen, stod hun der endnu, udtryk uforandret. Nogen havde smidt slikpapir i kurven på hendes rollator.

Kvindens geriatriske tilstedeværelse lod ikke til at gøre indtryk på de kunder, der kørte til og fra købmanden. Trafikfloden gled ligegyldigt rundt om forhindringen. Jeg så en dreng løbe hen og trække den gamle i en finger. Hun trak ikke en mine, og drengens mor kaldte ham til sig med en irettesættende tone, mens hun hastigt læssede dagens køb i bilen. Drengen stirrede forundret på damen fra passagersædet, da deres bil buede forsigtigt udenom hende på vej ud af parkeringspladsen.

Senere den dag, mens jeg tilberedte aftenmåltidet, og nyhederne lovede uforventet overskud i budgettet, kiggede jeg igen ud af vinduet. Der sad manden stadig, nu med en mindre bunke blade både i skødet og blæst op ad sig. Som de kroge i byen, hvor aviser, blade og affald altid ender. Han havde ikke flyttet sig. Jeg overvejede kort at gå ned til ham, men tænkte at aftenkulden nok engang vil få ham på benene. Desuden havde jeg nok at se til den aften.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Den næste dag stod jeg op, lavede kaffe og gloede tomt ud af vinduet mens jeg kom til mig selv. Indtil videre, inden tankevirksomheden vågner og livets kendsgerninger vender tilbage til en, var det bare en dag som alle andre. Jeg pillede lidt ved radioen, drejede på knappen, men kunne ikke rigtigt opfange noget værd at lytte til.

Men så rystede bevidstheden nattens dis af sig, og gjorde mig opmærksom på det faktum, at flere mennesker nu stod nede på gårdspladsen. Og der var noget mærkeligt jeg endnu ikke kunne sætte finger på.  En kvinde med et tidsløst ansigt og en rød blazer havde med sig en gravhund.  Den  havde plantet sin standhaftige bagdel i gruset og slikkede sig, mens den sendte et slet-skjult spørgende blik mod sin ejers låste øjne. Hunden rejste sig, prøvede at trække sin ejer videre i dagens program, men uden held. Gravhunden kløede sig atter opgivende bag øret, og antog et udtryk af selvlede,  da den fandt sig nødsaget til at lette ben op ad sin ejer.

Jeg blinkede et par gange, rystede på hovedet. Så fik jeg øje på den ældre herre, stadig siddende på bænken, nu med et mindre bjerg af tørre blade i skødet og en vindblæst avis viklet rundt om det ene ben. Da kom gårsdagens små besynderligheder tilbage til mig.

Jeg tog en stor tår kaffe, og fortrød for første gang den dag, at jeg havde kvittede smøgerne.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------

Et par timer senere gik jeg ud for at hænge vasketøjet op.

Det halve snes mennesker stod endnu på gårdspladsen, men antallet var nu vokset. Jeg kunne genkende mine naboer iblandt dem; Frk. Sørensens evindelige nysgerrighed havde medvirket til, at Frk. Sørensen nu stod stivnet, foroverbøjet, hendes skarpe bagparti struttede i vejret, fingre i gang med at få gravhundens snor fri. Nu lå gravhunden i Frk. Sørensens skygge og stønnede sagte.

Ovre ved tørresnorene var nabo-Amalie gået i stå midt i tørretøjet. Hun var gået i stå med en udstrakt arm, stadig med en klemme gennem fingrene, mens den sok, som klemmen rettede sig imod, nu var blæst ned til fliserne.

Et kuldegys gik gennem mig.

Jeg var ikke videre interesseret i menneskets kollektive skæbne, men det, at folk jeg kendte, bare gik i stå, og uden et eneste ord om det i medierne fik mig til, pludselig, at føle mig meget, meget ensom.

Her var også så stille nu. Fuglene sang stadig, vinden suste i træerne, men hvor var alt det andet? Den hvide støj af trafik på motorvejen, lyden af ungerne på vej i bageren i frikvarteret, selv den lavmælte mumlen af pensionister over hækken - det hele var væk.

Måske ikke så meget væk, som bare gået i stå, tænkte jeg højlydt, og gravhunden pev ovre fra gårdspladsen. For var det trods alt ikke det, der var ved at ske? Uanset hvor usandsynligt og mærkeligt det end måtte være? Først var det de ældre, så de mellemaldrende, og nu kunne man ingengang høre ungerne længere. Hvorfor? Hvad med mig? Det kan ikke passe at jeg i løbet af få timer har fået hele verden til mig selv, tænker jeg, og griner tanken væk. Desuden, hvis det var en ny PRS, så var jeg jo nok blevet advaret af både radio, tv og avis. Medmindre- den tanke stoppede jeg brat.

Jeg hængte det sidste tøj til tørre på den snor længst væk fra frosne Amalie, og gik hen til den ældre herre på bænken. Hans fugtige blå øjne stirrede over min skulder. Foruroligede ved de tomme øjne, satte jeg mig ned ved hans side, og forsøgte at tage hans hånd til mig. Hånden kunne ligesågodt være skåret af marmor. I stedet, holdte jeg en hånd op for at mærke åndedræt - uden gevinst.

Var han død? I slags coma? Man har jo hørt historier om folk, der erklæredes døde, men blot befinder sig en slags choktilstand, en mellemgrund hvor man er hverken det ene eller det andet. Ser det sådan her ud?

Spøgelser af marmor, tænkte jeg, og nu greb et gys sig grundigt om min rygrad.

Jeg var den eneste levende i miles omkreds, tilskuer på min egen private skulpturudstilling.

Gravhunden bjæffede ad mig, og jeg kunne ikke undgå bare et lille skingert skrig.

"Ikke den eneste levende, det er også fuldstændig korrekt ja," mumler jeg til hunden.

Måske var han sulten, tørstig, eller bare træt af at sidde der, tænkte jeg. Jeg kiggede på den ældre herre igen, klappede ham på skulderen, og rejste mig. I to sekunder var der en stivhed i knæerne, en knagen i ryggen. Isen i min rygrad faldt med et dump ned i min mavesæk, hvor den begyndte at gnave og ulme som tøris, men så stod jeg op igen og var på vej op til min egen lejlighed - min egen normale lejlighed - igen.

Jeg fyldte en skål med vand, gravede nogle gamle frikadeller frem fra bagest i køleskabet, og vendte tilbage til gravhundens trængsler. Han indåndede frikadellerne, slubrede vandet i sig, og var i løbet af hele 3 sekunder min bedste ven. Jeg bukkede mig forover for at klipse snoren af hunden, da jeg fik øjenkontakt med Frk. Sørensens ligeledes foroverbøjet ansigt.

Jeg tog et par forskyndte fumlende skridt bagud,  skvattede over mine egne fødder og endte liggende på gruset ved siden af gravhunden. Han var ikke videre imponeret.

Til gengæld fulgte Frk. Sørensens øjne mit stunt.

Hun lever!

Eller - hun lever?

Hendes øjne blev fugtige mens jeg så på, og en enkelt tåre gled fortabt ned ad hendes kind for at fordufte i gruset.

Jeg blinkede

- eller det ville jeg have gjort, hvis jeg kunne.

For nu ligger jeg her, ubevægelig, og gravhunden har også lige tisset på mig

"Anatomi" (Arbejdstitel)

romanuddrag:  "anatomi", af anne bay shindel

indledning

     Karl er en ung mand der lever i 1700tallets London. Han drømmer om at blive læge, men givet ringe muligheder finder Karl sig nødsaget til at ty til tvivlsomme metoder. Han har etableret forbindelse med en undergrundsordning, der, for et vist og særligt gebyr, påtager sig ansvaret for en lægeuddannelse.

midten

     Han pirkede til den udkogte stump steg foran sig med et uambitiøst udtryk.

     “Du er så utaknemmelig, jeg sværger, hvis det ikke var for din mors barmhjertighed...”

     Han slubrede endnu en tår fra flasken, “Du sku’ fandeme bare æde det og være glad. Lusede lort...” snøvlede han videre fra sin plads ved bordenden.

     På trods af Peters charmerende tone, måtte Karl ærligt bekende, at hans nyerhvervet bekendtskab med visse lægekunster kom med en pris. Han havde tidligere betragtet vegetarer som værende noget af en særhed, men nu så kød lidt anderledes ud i hans øjne. Og det var ikke altid helt godt.

     Kundskabens pris forholdt sig heller ikke kun indenfor det kulinariske felt.
Forleden nat havde han ført sin hånd op ad et ellers-forførende lår, og det eneste, det lår vækkede i ham, var en erindring om knoglestrukturer og vævforbindelser.
Desuden havde han ingen appetit. Det havde han ikke haft i snart en måned. Ikke siden han var kommet på sin plan. Der var gode tider i byen, men graveren havde ikke været forbi siden nytår, og Karl var nødt til at betale Ordningen på anden vis, hvis ikke -

     Karls tankestrøm blev afbrudt af endnu en tirade fra Peters side. Jo senere på aftenen det blev, des mindre sammenhængende og mere højlydte blev Peters reprimander.

     Det havde jo selvfølgelig heller ikke altid været meningen, at Peter skulle dø den aften, men det passede bare så godt ind i tingenes overordnede plan. Selvfølgelig havde Karl det ad helvede til med planen, han vidste sin mor holdte af ham, og trods sin egne følelser, ønskede Karl egentlig ikke at såre hende. I snart en måned, siden den forfærdelig nat, hvor planen havde brygget sig i hans sind, var han hver morgen vågnet med en følelse af, at vrede knivbladssommerfugle havde festet natten væk i hans bug. Men det havde ikke engang været nødvendigt for Karl at tænke hårdt for at komme på planen. Det var som om planen var skabt helstøbt. De enkelte elementer skulle bare sive op til overfladen af Karls bevidsthed, hvor de kom til syne og klumpede sammen som kartoffelklumper i tynd walisisk grødsuppe.

     Peter havde en modbydelig personlighed, han sad nede på hjørnet og drak sig fuld, faldt i søvn med flasken i hånden tidligt hver aften, vågnede op ligeledes tidlig og vred og startede forfra hver morgen. Peter havde arvet en del penge og manglede ikke - nu hvor han ingen familie havde, og officielt var gift med Karls mor, stod hun til at arve alt efter Peter.

     Og så var han jo også bare generelt et dumt svin.

     Så når Karl nu stod og manglede et lig, som ingen vil savne, og de vante kilder var tørlagte, måtte han jo ty til plan b.
Hans mor var på visit i Cornwall, og vil ikke være tilbage før om et par dage. Det var nu, det skulle ske. Men det havde altså været nemmere med den lille pige i kirkegården - hun havde i det mindste været død i forvejen.

     Den varme luft var efterhånden feset af Peters tirade, han mumlede stadig trusler om at sende Karl på opdragelsestur eller arbejdslejr, men nu henvendte Peter sig mest til sin flaske end Karl. Da Peter kort efter faldt om på sin briks ved pejsen og snorkede så flammerne blafrede, slog Karl til.

     Tidligere den aften havde Karl fundet et standhaftigt reb, snoet det på en praktisk måde, efter at have bundet sin bedste udgave af en bøddelknude og testet det på ildrageren.

     Ildrageren, ja selvfølgelig, også den, hvis nu fjoget ikke vil lægge sig, tænkte Karl, mens han flovede sig lidt over sin mangel på indsigt.

     Men det havde slet ikke været så svært!

     Karl havde valgt at benytte sig af ildragerens mere umiddelbare metode, og derefter dobbeltsikret sig med rebet. Peter var kun kommet til bevidsthed i sidste øjeblik, men da var det allerede længe for sent. Han stirrede op på Karl med et dumt, overrasket udtryk, indtil de sidste spasmer havde forladt kroppen, og hovedet faldt ned til brystet, som om han var døset hen med en bog.

     Hvis idioten ellers nogensinde havde lært at læse, tænkte Karl med et spottende fnys, og følte sig pludselig en lille smule lettede. Karl var alligevel lidt glad for, at ansigtet ikke stirrede på ham med det stupide, målløse blik. Han kendte efterhånden det udtryk godt, havde set det hele livet, dog uden virkelig at kende det.

     Det var det udtryk man mødte i øjnene på kvæget udenfor byporten på en varm sommerdag. Det var også det udtryk man mødte i øjnene på studieredskaberne, hver gang Ordningen indkaldte ham.

     Nu, lidt uforventet, følte Karl en snert af ubehag ved at kende til de forhold hvorunder et sådant udtryk kunne opstå.

     Karl så tilfreds på det stille, afkølende lig, og funderede over hvor forholdsvis nemt, forfærdelig nemt, det havde været at forløse den forudgående måneds forventningsforbundet pinsler. Hans kvalmende nervøsitet var blevet forløst i et sløvt ‘schmack’, som kølende stearin løb et par dråber blod ud af et par huller, og det var det.

     Karl samlede Peters flaske op, tog et ordentligt drag og derefter hev efter vejret med et manisk smil. Frem ad brystlommen, tog Karl et sammenfoldede, gulnende lap papir og nussede det lidt mellem sine lange, tynde fingre. Dengang han var dreng, sagde hans mor tit, at med sådanne fingre kunne Karl kun blive landets dygtigste klaverspiller, og fortalte ham om de fantastiske og farverige eventyr, der ville krydse hans vej, når han drog ud og spillede for kejsere i fjerne riger.

     Pludselig virkede prisen alligevel ikke så høj.

     Karl foldede lappen ud, forsigtig med det bløde papir, og læste adressen for 14. gang den aften.

----------------------

     Karl vandrede med Peters kluntede korpus ud til fortrapperne i en ensidig og uelegant dans. Her vippede han byrden ned i trillebøren, lånt uden aftale fra viceværtens skur under tusmørkets slør, og pakkede den pænt ind med et lærredsstykke.

     Han var heldig - der var ikke langt hen til den adresse, angivet af lappen, og, at han ikke skulle forbi nogen af aftenens mere befærdede beværtninger.

     Han trillede børen op ad kobbelstensgaden. Træhjulet klaprede bebrejdende og højlydt, som om den kendte alle Karls hemmeligheder, og var fastsat på at erklære dem til alle i miles omkreds.

     Heldigvis krøb en tåge op gennem byen fra flodens banker. Tågen lagde en ekstra dimension til nattens lyde, nattens symfoni af lommemønter, druksange og sagte kvindestemmer var nær og samtidig fjern. Alt var i det hele taget dæmpet, ligesom under sne, eller vand, og den bedrageriske effekt dæmpede også lyden af Karls dunkende hjerte.

     Da Karl rundede et hjørne og nærmede sig adressen, kunne han ane flere stemmer og skæret af fakler gennem tågen. Han trak sig hurtigt tilbage igen, sank en klump i halsen. En hund begyndte at gø, og Karls nerver holdte ikke længere. Han skyndte sig at vende trillebøren om og begav sig med hastige skridt i modsat retning.

     For hastige skridt.

     Trillebørens træhjul skrantede på en vakkelvorn brosten, og inden Karl kunne reagere, lå Peter halvvejs ude på vejen. Panikslagen, prøvede Karl at rette op på byrden, men så væltede hele læsset.

     Skridt nærmede sig nu. Karl var ikke i tvivl. Adrenalin fór gennem Karls vener, og med dens hjælp og et heftigt grynt fik Karl atter styr på sit læs. Han havde netop fået pakket Peters blodsprungne hånd  væk, da en mand trådte rundt om hjørnet.

     Karl var nær besvimet af rædsel inden han opdagede den anden mands opmærksomhed var rettet bagud. Med sig trak han en kvinde, der tilsyneladende havde akutte balanceproblemer. De stoppede op, fniste, hviskede, forenede sig i skyggerne op ad væggen uden at ænse Karl. Han stod fastfrossen, som de stivnede kaninunger man kunne træffe på marken.

     Øjeblikket splintredes med et knirk fra foroven, et hæst råb, “GARDYLOOOO!” der opløstes i flerstemmig latter, samtidig med en højlydt plasken kunne høres på brostenene få meter væk. En natpotte tømtes. Parret råbte op i samstemmig forargelse. Karl genvandt pludselig sine lemmers evner og fik hastigt flyttet sig selv og sin byrde til en snæver, mørk og ildelugtende sidegyde.

     Alene i mørket, frygtede Karl, at hans hjerte ville springe hans trommehinder, adrenalinen var skyllet bort nu - hvis Karl stadig følte sig høj, var det kun fordi han havde en overvældende fornemmelse af vertigo over de gabende dybder, han anede foran sig.

     Hvad kunne han gøre nu?

     Efter at have opvejet hans personlige velvære mod prisen på den præmie i trillebøren, konkluderede Karl, han nødvendigvis måtte finde ud af, om det var muligt at afslutte nattens mission uden at afsløre sig selv. Han skubbede trillebøren længere ind i gyden, sparkede noget af gydens affald henover. Nu mere mobil, luskede Karl ud af gyden og banede sig atter vej mod sit mål.

DE DØDE DYR, KJELD & OS

DE DØDE DYR,

KJELD

& OS

_{Af Anne Bay Shindel, Marts 2012}

Hvis du har været på Kolding Bibliotek, så har du nok set ham. Man kan ikke helt undgå det.
  Hvis, altså, man ikke i forvejen kender ham fra hans ivrige foreningsvirke, er det nemt at affærdige ham som en byens mindre heldige indbyggere, der, blandt bogreolerne, søger ly og varme. Uanset hvilke briller du har på, gør han sig bemærket: løvemanken med strittende børster af flammer og nikotin, den stærke stemme, og sin karismatiske personlighed er ikke til at overse.

  På en gråmeleret februarsdag, stikker hans farverige persona frem fra grisaille-baggrunden som en anden slags østblok-grafitti.
  Hans navn er Kjeld Johansen.

Første gang jeg hørte det navn, sad jeg ved Baren med det obligatoriske slæng, hvor én sad og kæftede op om uretfærdighed. Problemets emne: Denne her besynderlige mand på hans arbejde, der, ifølge rygtet og på ukendt vis, havde hjulpet en kvinde ud af en uheldig situation, og nu kørte hun ham rundt i det ganske land - senest til Møn (og så på alle døgnets vilkårlige tidspunkter!).     Uretfærdigheden lå jo så i, at min ven her i Baren nu også vil have en privat chauffør.
Da jeg grinte og spurgte ham ad hvorfor han følte sig fortjent til privat chauffør, strakte han sin stive nakke og påpegede sit 8 procent invaliditet. Det var vel bare fordi ham den anden var vigtigere med foreningsarbejdet for døde hunde i Bruxelles og alt mulig - den nakkekrave han gik rundt med var sgu bare til for varmens skyld; han var så sej og hærdet at to krykker var ganske overflødig, han nøjes med en!  Min ven trak slutteligt på skuldrene og sagde at han i det hele taget ikke anede hvad manden egentlig lavede på biblioteket, han havde formentlig bare gjort det til en slags arbejdsplads for sit offentlige virke.
Jeg finder nummeret til Kjeld Johansen via Mindelundens hjemmeside. Ringer, forventer en kontordame i røret. Opkaldet bliver besvaret, men der er stilhed i røret. "H-hallo?" stammer jeg efter nogle sekunders stilhed. "Ja hej," svarer en stemme. Jeg kan ikke undgå at fornemme jeg har afbrudt nogen i noget.  Jeg spørger hvem jeg taler med, og der lyder ingen svar. Nogenlunde forbløffet, spørger jeg, om jeg taler med Kjeld. Det gør du ikke, lyder svaret kontant. Har jeg ringet til det rigtige nummer? Det har jeg, igen kort. Javel, hvornår skal jeg så ringe, spørger jeg. Hvem er du, svarer stemmen, nu pludselig tilstede. Jeg forklarede mig, og i en ligeledes kortfattede udveksling fik jeg at vide at jeg skulle ringe senere - meget senere, eventuelt en ti-tiden den aften. Jeg takkede for oplysningerne, og kunne ikke undgå at smile mens jeg lagde telefonen fra mig. Jeg kunne ikke ryste fornemmelsen af, at jeg var blevet afprøvet på en eller anden ejendommelig facon.
Mødet med Kjeld Johansen foregår på Kolding Bibliotek. Bygningen er et pragtværk af beton og stål, desorienterende dimensioner af stålsatte glasfacader hvirvler stedsansen rundt, den hvirvles rundt i rummet og skylles til sidst ud ved vindeltrappen i hjørnet på den store hal i konstruktionens hjerte. Det var også her jeg befandt mig, aftalen var vi skulle mødes på biblioteket, men -

"Er der noget  jeg kan hjælpe dig med?"
Stemmen kastes imod mig fra alle flader. Jeg snurrer forvildet rundt om mig selv, og får øje på en ejendommelig mand, målrettet, på vej imod, og nu forbi, mig. Han er ikke stor, ikke lille, hverken gammel eller ung, men hans løvelignende hårpragt og strittende vildskæg vidner om den livskraftige personlighed der gemmer sig bag.
"Er du Kjeld?", skynder jeg at spørge mens han går forbi mig.
"Jaja, og du er vel Anne," svarer han, fortsætter rundt om hjørnet, "jeg har reserveret et lokale," siger han og åbner døren ind i et lille mødelokale, "for med alle dem der kommer her og leder efter mig, vil du ellers nok ikke få meget ud af det her."
Først da han stiller sin krykke op ad bordet anerkendes dens eksistens.
Han gestikulerer mod en rullekuffert i hjørnet med en mager nikotinfarvede finger, siger det er hans skoletaske - “Jah, det er alt det papirarbejde jeg, sådan, ka’ få brug for i løbet af en dag.” Han forklarer papirbyrden associeret med sit arbejde, og hvordan 90% af hans hjem er dedikeret til selvsamme.
Kjelds hjem afspejler sin ejer. Som førtidspensionist dedikerer han også 90% af sit liv til foreningsarbejdet, bl.a.  'de døde hunde i Bruxelles'. Kjeld er formand for dyrekirkegårdforeningen på både lokalplan, landsplan og i EU, og rejser i den anledning en del rundt både i Danmark og EU. De lokalt engagerede i Kolding vil vide at der har været tovtrækkeri mellem den lokale dyrekirkegård og kommunen, resulterende i den midlertidige løsning, der er Dyrenes Mindelund. Udover sit arbejde med dyrekirkegårdene, estimerer Kjeld sig til at være aktiv medlem af omtrent 40 andre foreninger.
Kjelds indsats har ikke været for ingenting, en paraplyorganisation for alle landets dyrekirkegårde er kommet på plads, for på denne måde at ensrette retningslinjerne på tværs af landet.
Hans øjne slår gnister og hans rolige facade brydes af store armbevægelse, når han kommer op i omdrejninger. Kjeld påpeger mange gange hvordan centralisering samler ressourcerne og derfor er stor gavn for brugerne, der derfor også får flere muligheder for at mindes deres dyr. Ikke mindst mener Kjeld også at samfundet har brug for et sted at vise respekt over for dets tjenestedyr. Ivrigt trækker Kjeld rullekufferten hen til sig, lyner dem op og begynder febrilsk at gennemrode sine mapper. Langt om længe finder han den rigtige, og med stor begejstring indvier han mig i sin hemmelige plan. Med sin rolige gule finger peger han på oversigtstegninger fra den omdiskuterede kommende dyrekirkegård på Tvedvej, han viser mig hvordan særlige cirkulære gravpladser hvor grave reserveret til tjenestehundene omkranser en skulptur, evt. en tjenestemand og sin hund.
Danmark er mindst 10 år bagud i henhold til EU lovgivningen, udbryder han pludselig frustreret.
Man dvæler ikke længe over et emne i samtaler med Kjeld. Han har udførlige og ladsiggørelige planer, og de billigste af slagsen, understreget han, for de understøttes af frivillig arbejdskraft. Man kan fristes til mistænke nogle af alle hans visioner at være blot visioner, men eftersom flere og flere mapper åbnes, arkitekttegninger fremvises, kommunale områdeplaner beskrives overbevises man. Den er god nok - og ikkun er den god nok, dens sande omfang er overvældende på den uindviede. Her er virkelige planer der blot skal iværksættes på et politisk plan.

Man kan jo ikke stå der i bar røv for åben gade. 
Og det er her de nøgne piger på den planlagte kirkegårdsplads ved Tvedvej kommer ind i billedet.

En happening, som Kjeld har udset sig som mulighed for at bringe opmærksomhed på et specifikt problem der er opstået mellem danske retningslinjer og dem udstukket i Bruxelles. EU kræver bl.a. arbejdstøj til de, der arbejder på dyrekirkegårdene. Og det er Danmark helt med på, i hvert fald indtil der skal konstrueres omklædningsrum og indføres vandledninger.
Begejstringen er ikke til at tage fejl af.

“Man kan jo ikke stå der i bar røv for åben gade. Men det er åbenbart det der er meningen! Hvis nu sådan et par pæne tøser en dag stod deroppe på Tvedvej og blev nødt til at tage tøjet af - det bliver de jo nødt til hvis der skal arbejdes - så skulle de nok se at få gjort noget ved det problem i en fart!”
Men problemet er grundlæggende et gammelt og velkendt et: nemlig penge. For at kunne overholde EU direktiverne, skal der både konstrueres bygninger og opstilles hegn, til det kræves både medarbejdere og budget. Kjeld sukker over Danmarks position på en global plan; Politikerne i Danmark har ikke en finger i vejret, kommunernes regulativer er hæmsko, og mens bl.a. USA og Australien har stor succes med tiltag som kørekort til dyr og centraliseringen samt privatiseringen af dyrekirkegårdene, er der stort set ingen interesse for den slags i Danmark.
Jeg spørger Kjeld om han har oplevet noget til mediernes rapporteret stigende interesse i dyrebegravelser. Reaktionen er uventet. På trods af de store armbevægelser, har Kjeld forholdt sig fantastisk velartikuleret, berettede frit og velformuleret omkring de politiske forviklinger mellem Danmark og EU, uden at snuble remsede han paragraffer, årstal og navne op fra det dyrebegravelsespolitiske cirkus. Man er ikke i tvivl om mandens skarpsind, og hans svar hidtil har båret præg af gennemøvede taler.

”GAH!” og et vildt frustreret ansigtsudtryk er nu hans eneste, simple svar. Udbruddet hænger i luften i et par stillestående sekunder, og ligeså hurtigt som øjeblikket opstod, var det væk igen.
“Jeg har nok haft 1000 opkald siden nytår. Og dem alle - nej, ikke dem alle, men 90 - nej, 95% af opkaldene var hvalpe og killinger.”
Og pludselig forstår jeg ham meget bedre.
“Det er hovedårsagen til, at jeg mener vi skal indføre et kørekort til dyr. Så kan man tage kvalifikationer til diverse dyr, eventuelt modtage merit for dem man er vokset op med. Det er jo forfærdeligt med alle de her mennesker der køber en hvalp eller killing fordi den er sød, men så skal de på ferie og hvad stiller man så op med den?”
Kjeld ryster på løvemanken i respektfuld stilhed for den sørgmodig sandhed. Det er det eneste tidspunkt gennem hele vores interaktion at en sørgmodig stemning sænker sig over os. Han er sunket sammen. Jeg kan ikke helt undgå at spekulere hvor syg manden foran mig egentlig er. Trods alt førtidspensionist, og med alle de sidefortællinger der løbende sniger sig frem, om at være udenlandsk pressefotograf og blive skudt, om dengang han som knægt trænede politihunde, om dengang han reddede en kvinde - ja, den krop har vist også ydet sit gennem årene!
Når jeg spørger Kjeld, hvad der inspirerer ham til at beskæftige sig så meget med denne sag, trækker han blot på skuldrene og svarer nøgternt, "Ingen inspiration. Det var en her og nu ting, ham den tidligere smed alt og så overtog jeg.”
En kort pause.
“Jeg vidste nok ikke helt hvad jeg gik ind til. Men hva' fa'en, jeg lever sgu endnu!", brøler han slutteligt mens vi træder udenfor, og februarvinden bærer hans ord mod nye udfordringer.

Og det er nok en god ting, altså at han lever endnu, for hans indsats for det kollektive bedste er uundværlig. Trods sin position som førtidspensionist, træder Kjeld Johansen til i samfundets flossede kanter, hvor der ingen givne retningslinjer er, og yder en indsats udover det forventede. Trods sin medmenneskelige karakter, har han ikke tid til politisk korrekthed, og er ikke bange for at være lidt fandenivoldsk i sine metoder.  Kjeld Johansen er af en særlig støbning, en sjælden slags drømmer, der trodser modsætning, og har ordet, handling og en uunderkuelig slags logisk fornuft i sin magt.
Efter at have interviewet manden, ved jeg stadig ikke helt præcist hvad der egentlig er, han laver på det bibliotek. Man får fornemmelsen af et gensidigt afhængighedsforhold mellem bibliotek og mand. Ved at indrette offentlig virke med biblioteket som base, udvider Kjeld bibliotekets ressourcer samtidig med at han selv bliver en del af bibliotekets faste, omend mere farverige inventar.
Jeg smiler, tænker “7 - 9 - 13”, og efterlader ham til sin smøg med et hjerteligt håndtryk.